Frankrig: Olivenolie lever sjældent op til kravene
Det franske direktorat for forbrugerforhold og svindelforebyggelse lavede i 2021 kontrol med salget af olivenolie. Kontrollen af 211 virksomheder i distributionskæden viste, at 39 procent af virksomhederne havde problemer, og 80 procent af de 130 testede produkter ikke levede op til reglerne. Der var særligt problemer med markedsføring af jomfruolivenolie som ekstra jomfruolivenolie, tilsætning af andre former for olie og brug af pesticider i økologiske varer. Kontrollerne endte med fire politianmeldelser, 17 påbud og 65 advarsler.
USA: Den andenstørste beslaglæggelse af truet fiskeart
Den amerikanske told- og grænsekontrol kunne i april konfiskere 110 kg fiskeblærer fra den truet fiskeart totoaba. Blæren fra fisken, der er en specialitet i asiatiske lande, kan sælges til op mod 130.000 kroner stykket. Beslaglæggelsen estimeres derfor til at have en værdi på op mod 18 millioner kroner, som formentligt er den andenstørste beslaglæggelse af totoabafisk i USA. Fiskeblærerne blev fundet i en container i Arizona gemt bag frosne fiskefileter. Den amerikanske told- og grænsekontrol arbejder i øjeblikket sammen med Homeland Security for at undersøge, hvem der står bag smuglingen.
EU: Europol kordinerer massearrestation
I en kordineret aktion med 33 lande, under navnet Operation LAKE, kunne Europol mellem oktober og juni arrestere 256 personer for ulovlig smugling af baby-ål. Aktionen, hvor Danmark også deltog, endte med en konfiskering af 25 tons baby-ål til en værdi af næsten 100 millioner danske kroner. Derudover blev der konfiskeret for 22 millioner kroners aktiver fra de kriminelle netværk. Europol har en mistanke om, at der smugles omkring 100 tons baby-ål ud af EU hvert år.