Paraguay: Seks tons hestekød solgt som oksekød
Efter en måneds efterforskning på baggrund af anmeldelser om unfair konkurrence, har politiet i Paraguay slået til mod en række slagterbutikker. Her fandt de i alt seks tons hestekød udbudt til salg som oksekød i fem forskellige butikker. Kødet blev solgt til halv pris af normalprisen, og det anslås, at butikkerne plejer at sælge over 30 tons af denne type kød om dagen til restauranter og grill-boder.
Vietnam: Ulovligt slagtede katte beslaglagt
I Vietnam har myndighederne beslaglagt 480 levende katte og fire tons frosne kadavere af katte, som var blevet slagtet på et ulovligt slagteri. Myndighederne estimerer, at mængden af slagtede katte svarer til 2000 dyr, da en kat i gennemsnit vejer omkring to kilo. De slagtede katte skulle have været videresolgt til forarbejdning til knoglebaserede traditionelle lægemidler.
Frankrig: Lastbil var fyldt med falsk alkohol
De franske gendarmer fik bid, da de stoppede en lastbilschauffør, som var på tur sammen med sin 10-årige søn. Hele 9.900 liter falsk alkohol var der i lastrummet på bilen, som manden slet ikke havde kørekort til at køre. Manden havde været en tur i Spanien for at hente de falske drikkevarer, som skulle have været solgt i hans købmandsbutik. Han kunne ikke vise sporbarhedsdokumentation for drikkevarerne, som blev beslaglagt, mens chaufføren blev anholdt.