29-07-2025

Spanien: Hønsefarm på Mallorca anklaget for svindel med frilandsæg
Storbritannien: Skotsk mand idømmes fængsel for svindel med luksus-te
Spanien: Biavlere solgte sundhedsskadelig honning mærket som lokalt produceret

Spanien: Hønsefarm på Mallorca anklaget for svindel med frilandsæg

En hønsefarm på Mallorca er anklaget for at sælge æg som frilandsæg uden at opfylde kravene for dette. Myndighederne har modtaget klager fra både dyrevelfærdsorganisationer og naboer, som påpeger dårlige hygiejneforhold, kraftige lugtgener fra gården og manglende adgang til udendørsarealer for hønsene. Frilandsæg sælges typisk dyrere end almindelige æg, hvilket betyder, at forbrugere risikerer at blive snydt. Virksomheden blev sidste år idømt en bøde på 150.000 euro for manglende tilladelser. Ifølge de nye anmeldelser er aktiviteterne på gården dog fortsat. Virksomheden nægter sig skyldig i alle anklager og oplyser, at de for nylig har bestået et officielt dyrevelfærdstjek. 

Storbritannien: Skotsk mand idømmes fængsel for svindel med luksus-te

En mand fra Skotland er blevet idømt over tre års fængsel for omfattende svindel med hvad, han påstod var en luksuriøs skotsk te. Han hævdede, at teen var dyrket lokalt i Skotland. I virkeligheden stammede teen fra en engrosleverandør, som importerede produktet fra udlandet. Teen blev serveret på flere luksuriøse hoteller som The Balmoral i Edinburgh og The Dorchester i London. Derudover solgte han te-planter til andre producenter med påstand om, at de var særligt tilpasset det skotske klima. I virkeligheden var planterne importeret fra Italien, hvilket førte til at de visnede over tid. I alt blev det vurderet at manden havde svindlet for 550.000 pund over en femårig periode. 

Spanien: Biavlere solgte sundhedsskadelig honning mærket som lokalt produceret

I Spanien har myndighederne tiltalt to lokale biavlere for at sælge honning mærket som lokalt produceret, men som blev vurderet sundhedsskadeligt. Ifølge tiltalerne opkøbte biavlerne honning af lav kvalitet til industrielt brug, som ikke var egnet til menneskeligt konsum. Derefter videresolgte de honningen som egen produktion. Myndighederne foretog flere kontrolbesøg, hvilket resulterede i lukning af virksomhederne, flere tiltaler mod ejerne samt beslaglæggelser af varer for over 20.000 euro.

Bemærk, at nyhedsbrevet primært består af højdepunkter fra de presseklip, som EU's Knowledge Centre for Food Fraud hver måned samler i en rapport.