Denne juridiske manøvre har Kommissionen valgt at kalde for ”selskabsdyrspakken”.
Fremadrettet fremgår kravene til ikkekommerciel flytning af selskabsdyr af Del VI i dyresundhedsloven (AHL) og er suppleret af delegeret forordning (EU) 2026/131 (den nye selskabsdyrsforordning).
Du kan læse mere i reglerne på vores lovstof-siden om dyresundhedsloven.
Gå til lovstof-siden om dyresundhedsloven
Udover del VI i dyresundhedsloven og den nye selskabsdyrsforordning omfatter selskabsdyrspakken også to nye gennemførelsesforordninger om landelister og om skabeloner til pas, certifikat og erklæringer, i forhold til ikkekommerciel flytning af selskabsdyr:
- Forordning (EU) 2026/636 (landelister for ikkekommerciel flytning)
- Denne forordning viderefører de samme landelister, som fremgik af forordning (EU) 2013/577 for hunde, katte og fritter.
- Forordning (EU) 2026/705 (skabeloner til pas, certifikat og erklæringer til brug for ikkekommerciel flytning)
- Denne forordning erstatter de skabeloner, som tidligere fremgik af forordning (EU) 2013/577 for hunde, katte og fritter og forordning (EU) 2021/1938 for fugle.
Til forskel fra tidligere, hvor de konkrete dyresundhedskrav til hunde, katte og fritter (id-mærkning, pas, rabiesvaccination, ormekur, blodprøve) stod i den nu ophævede forordning (EU) 2013/576, står de nu i de relevante delegerede forordninger til dyresundhedsloven (AHL), som vedrører de almindelige krav for flytning og indførsel:
- 2019/2035 (id-mærkning, pas (identifikationsdokument))
- 2020/688 (rabiesvaccination, ormekur)
- 2020/689 (krav i forhold status som medlemsstat fri for rævens dværgbændelorm)
- 2020/692 (rabiesantistoftitreringstest)
I den nye selskabsdyrsforordning henvises der til de førnævnte forordninger, når der f.eks. står noget om krav til id-mærkning og rabiesvaccination. Før var det omvendt, da der i AHL-forordningerne blev henvist til kravene i den nu ophævede forordning (EU) 2013/576 (den tidligere gældende kæledyrsforordning).
Arbejdet med "selskabsdyrspakken" har derfor primært været en juridisk øvelse i at få placeret de krav, der skal videreføres, i de rette forordninger. De hidtidige krav er således uden større ændringer blevet videreført i de nye forordninger.
Et nye krav – højst fem dyr i transportmidlet
Der er dog ét nyt væsentligt krav i forhold til ikkekommerciel flytning. Det er således fastsat, at der højst må være fem dyr af arterne hunde, katte og fritter i en enkelt ikkekommerciel flytning i et enkelt transportmiddel, bortset fra offentlige transportmidler.
Dyr, som er mindst seks måneder gamle, og som skal deltage i udstillinger og konkurrencer eller træning til disse, hvor ejeren kan fremlægge skriftlig dokumentation for, at dyrene enten er registreret til at deltage i sådan et arrangement eller hos en forening, der afholder sådanne arrangementer, er dog undtaget for kravet til maksimalt fem dyr på ét transportmiddel.
Hvis undtagelsen om deltagelse i udstillinger og konkurrencer er opfyldt for alle de flyttede dyr, må der altså gerne flyttes mere end fem dyr i et enkelt transportmiddel.
Ved ikkekommercielle flytninger fra tredjelande er fugle - foruden hunde, katte og fritter - også omfattet af begrænsningen på højst fem dyr på i et enkelt transportmiddel.
Gå til siden om rejse med kæledyr
Gå til siden om almindelig flytning