Kopper og tallerkener af bambusplast er ulovlige

16-09-2021

Kontrol fra Fødevarestyrelsens skal afdække, om der stadig er ulovligt køkkengrej med bambus på markedet.

Det har i flere år været populært at sælge kopper, tallerkener og lignende lavet af bambusmelamin. Men det er faktisk ikke lovligt at tilsætte bambus til plast. Det slog EU-Kommissionen fast i efteråret 2020. Forhandlere skulle derfor stoppe salget. Det gjorde de fleste også, men Fødevarestyrelsen har siden fundet eksempler på bambusplast på det danske marked. Et tilsvarende billede er set i andre EU-lande. Derfor har EU iværksat en koordineret kontrol på området.

'Fødevarestyrelsen går derfor nu i gang med at afdække, om de ulovlige kopper, tallerkener, knive og gafler af bambusplast fortsat kommer ind over grænsen og stadig kan findes på hylderne i netbutikkerne', forklarer chefkonsulent i Fødevarestyrelsen, Mette Holm. Hun opfordrer alle, der støder på service af bambus-melamin i butikkerne, til at kontakte Fødevarestyrelsen og gerne gøre forhandleren opmærksom på, at den type produkter ikke er tilladt.

Årsagen til, at det ikke er lovligt at tilsætte bambus til kopper og tallerkener er, at bambus ikke er godkendt som fyldstof i produkterne.

'Endvidere har en række tyske undersøgelser vist, at der kan være en risiko for, at bambusmelamin afgiver de sundhedsskadelige stoffer melamin og formaldehyd til eksempelvis kaffe og suppe. Formaldehyd kan være kræftfremkaldende. Melamin kan skade blære og nyrer', forklarer Mette Holm.

Ser du kopper, tallerkener og lignende lavet på en blanding af bambus og plast, så Ser du kopper, tallerkener og lignende lavet på en blanding af bambus og plast, så kontakt gerne Fødevarestyrelsen her.

Hvis du har tallerkner, kopper eller andet køkkengrej af bambus-plast derhjemme, så anbefaler Fødevarestyrelsen, at du for en sikkerheds skyld smider produkterne ud, eller bruger dem til andet end mad.

Fødevarestyrelsen regner med at kunne præsentere resultaterne af stikprøvekontrollen i starten af 2022.