For anden gang i denne måned skruer Fødevarestyrelsen op for trusselsvurderingen af fugleinfluenza, og hæver nu vurderingen fra middel til høj. Ændringen kommer fordi myndighederne i EU's medlemslande i første halvdel af november har fundet højpatogen fugleinfluenza i mere end 70 besætninger og mere end 120 vilde i Europa.
Den meget smitsomme fugleinfluenza kan give meget alvorlige symptomer hos fugle, blandt andet, diarré, øjenbetændelse, problemer med vejrtrækning og en høj dødelighed. Kun i sjældne tilfælde kan sygdommen smitte til mennesker, der har tæt kontakt til smittet fjerkræ.
'Alene i år har der været otte tilfælde af fugleinfluenza i besætninger i Danmark, senest i en hobbybesætning i Sønderjylland og på en større kalkunbesætning på Vestsjælland. Når vi dertil lægger, de seneste mange fund i vilde fugle i Europa, vurderer vi, at der er høj risiko for, at smitten hurtigt kan sprede sig til både besætningerne og blandt de vilde fugle. Af hensyn til dyrevelfærden og eksporten, indfører vi derfor nu en række skærpede krav til både hobbyavlere og professionelle fjerkræfolk', forklarer kontorchef i Fødevarestyrelsen Camilla Brasch Andersen.
At risikoen for fugleinfluenza nu er høj, betyder at fugle og fjerkræ fra og med den 23. november skal holdes under tag og bag hegn, og dermed ikke kan være ude i det fri. Kravet gælder de fleste fuglehold både hobbyhøns i baghaven og store professionelle farme. Dyrskuer og udstillinger er også forbudt fra den 23. november.
Enkelte undtagelser
Hønsegårde, som er mindre end 40 kvadratmeter og alle mindre farme, hvor kun ejerne selv spiser alle deres æg og alt kød fra deres fjerkræ, og varerne således ikke forlader matriklen, er undtaget fra kravet om indelukning og overdækning. Det gælder også for mindre farme med prydfugle fx påfugle og papegøjer.
Fugleinfluenza
Husk din anmeldepligt ved mistanke om fugleinfluenza
Du har pligt til at kontakte en dyrlæge, hvis dine dyr får symptomer på fugleinfluenza. Det kan f.eks. være øget dødelighed, ophørt æglægning, luftvejslidelser, øjenbetændelse og diarré.
Hvad enten man har hobbyfjerkræ eller er professionel fjerkræavler bør man at skifte fodtøj, inden man går ind i sin hønsegård eller anden fjerkræbesætning. Så undgår man at slæbe klatter fra vilde fugle med ind. Finder du en død fugl i naturen, som du tror kan være død af fugleinfluenza, kan du melde fundet til Fødevarestyrelsen på app´en 'Fugleinfluenza Tip'.
Yderligere oplysninger
Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressetelefon på 22 84 48 34.
Læs om reglerne og undtagelserne for kravene om indelukning/overdækning
Spørgsmål og svar om fugleinfluenza
Læs seneste trusselsvurdering for fugleinfluenza
Læs om den aktuelle situation
Yderligere information kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside