Stikprøvekontrol: Mange fødevarevirksomheder reklamerer for deres varer med ulovlige tekster

27-10-2022

34 pct. af de kontrollerede fødevarevirksomheder har brugt ulovlig omtale af ernæring og sundhed i reklame for deres varer. Det viser Fødevarestyrelsens landsdækkende kontrol af anprisningsreglerne, som skal sikre, at forbrugerne ikke bliver vildledt.

​​​Når en virksomhed reklamerer for fødevarer, må den ikke fortælle, at en vare er "super næringsrig", "styrker fordøjelsen" eller "reducerer muskelskader". Forklaringen findes i anprisningsreglerne, der fastslår, at virksomhederne ikke må bruge usande eller udokumenterede påstande, når de omtaler for deres varer.

I en landsdækkende kampagne har Fødevarestyrelsen undersøgt, om virksomhederne følger reglerne. 34 pct. af virksomhederne fik sanktioner for at reklamere ulovligt på pakninger, skilte og digitale platforme.

- Resultatet af vores kontroller er ikke acceptabelt, når hver tredje virksomhed fik sanktioner for at afgive usande eller upræcise oplysninger, som kan vildlede forbrugerne. Det er et tal, der er alt for højt, og som vi vil hjælpe virksomhederne med at rette op på, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen, Henrik Dammand Nielsen.

Anprisningsreglerne gælder i hele EU og skal sikre, at forbrugerne kun får oplysninger om ernæring og sundhed, der er dokumenteret videnskabeligt. I reglerne kan virksomhederne finde præcise bestemmelser om, hvornår en vare må omtales som "fiberrig", "uden tilsat sukker" eller "light". Der er også klare regler for, hvad virksomhederne må oplyse om fx vitaminers effekt på sundheden.

I kontrolkampagnen har Fødevarestyrelsen set på anprisninger i 253 dagligvarebutikker, internetbutikker, importvirksomheder og kæder. 33 pct. af virksomhederne fik én eller flere indskærpelser, mens én pct. af virksomhederne fik bøder. Hertil kommer, at 13 pct. af virksomhederne fik påtale af bagatelagtige forhold.

Læs rapporten om kontrolkampagnen

Link til EU's forordning om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer. Liste med tilladte ernæringsanprisninger findes i bilag

Læs mere om EU-reglerne for sundhedsanprisninger

Yderlig​​ere oplysninger

Journalister kan k​ontakte Fødevarestyrelsens presseteam på 22 84 48 34.​

Senest opdateret 23-11-2022