Folkeskoleelever skal finde løsninger til fremtidens fødevareproduktion

24-05-2023

Nyt undervisningsmateriale fra Fødevarestyrelsen, Madkulturen og Gyldendal skal lære eleverne i folkeskolen om, hvordan vores mad påvirker sundhed og klima.

​Hvorfor udledes der så meget CO2 på oksekødets vej fra mark til køledisk, og hvor kan man sætte ind for at mindske klimabelastningen i fremtidens produktion af kød, mælk og grøntsager?

- Det er nogle af de spørgsmål, de store elever i folkeskolen skal blive klogere på, når de dykker ned i undervisningsmaterialet, som Fødevarestyrelsen sammen med Madkulturen og Gyldendal lancerer til det kommende skoleår. Materialet, som sætter fokus på De officielle Kostråd, klima og madkultur, er udviklet med hjælp fra Naturfagskonsulenten og rettet mod elever i 8. klasse.

- Vi vil gerne give de unge en større forståelse for, hvordan deres madvaner og fødevareproduktionen påvirker klima og sundhed, så de selv kan påvirke fremtiden. Den forståelse håber vi, at materialet kan være med til at fremme, siger Anne Pøhl Enevoldsen, enhedschef i Fødevarestyrelsen.

Undervisningsmaterialet er et fællesfagligt forløb til geografi, biologi og fysik/kemi, og byder blandt andet på animationer og små film, undersøgelser i laboratoriet, cases, modelleringsøvelser og quiz i et forløb over 18 lektioner.

- For Madkulturen har det været vigtigt at kunne bidrage til udviklingen af dette materiale til naturfagene, da fødevarer og mad er relevant og aktuelt at arbejde med, også i andre fag end madkundskab. Vi ønsker at eleverne forstår, at madkultur ikke er en statisk størrelse, og at de selv kan være med til at forandre den til det bedre. Det kræver både naturfaglig indsigt og kompetencer i køkkenet, udtaler Judith Kyst, direktør i Madkulturen.

Eleverne får blandt andet viden om, hvordan fødevareproduktionen påvirker både klima og natur. Undervejs skal de reflektere over og beskrive løsninger på de naturfaglige problemer, som opstår i fødevareproduktionen.

Materialet er gratis og kan findes på Gyldendals fagportal: naturfagsprøven.gyldendal.dk.

Fakta

Undervisningsforløbet skal klæde elever på til at:

  • Undersøge madens indhold af næringsstoffer
  • Arbejde med modeller inden for kost, sundhed, klima og produktion
  • Forstå, hvordan produktionen af fødevarer påvirker klimaet
  • Beskrive en fødevares vej fra jord til forbruger
  • Kende sygdomme, som kan være påvirket af din livsstil
  • Begrunde forslag til fremtidens fødevarer og kostråd​

Yderligere oplysninger

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834.