Hvordan er forholdene for slagtekyllinger i dansk landbrug? Og hvilke dyrevelfærdsmæssige udfordringer er der ved den nuværende slagtekyllingeproduktion? Det kommer en række organisationer med bud på i en ny rapport, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe bestående af Fødevarestyrelsen, erhvervet, universiteter og dyrevelfærdsorganisationer.
Rapporten blev aftalt i forbindelse med dyrevelfærdsaftalen ”Sammen om Dyrene” for at skabe et bedre udgangspunkt for viden om, hvordan forholdene for slagtekyllinger konkret kan forbedres.
- Vi har haft seks gode møder i arbejdsgruppen, med mange forskellige perspektiver fra forskere og forskellige interesseorganisationer, der forhåbentlig kan give beslutningstagerne et bedre grundlag for at forbedre dyrevelfærden for kyllingerne, siger enhedschef for kontoret for dyrevelfærd, Christina Rughede.
Arbejdsgruppen drøftede bl.a., hvor hurtigt kyllingerne vokser samt emner som pladskrav, strøelse, siddepinde, gangproblemer, tildeling af foder og forholdene for de såkaldte forældredyr, der lægger æg til produktionen af slagtekyllinger.
Læs rapporten fra arbejdsgruppen om dyrevelfærd i slagtekyllingeproduktionen her
To organisationer forlod arbejdsgruppen
Blandt de otte deltagende organisationer (udover Fødevarestyrelsen), valgte Økologisk Landsforening og Dyrenes Beskyttelse at forlade arbejdsgruppen under udarbejdelsen af rapporten.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at de to organisationer valgte at forlade arbejdsgruppen, da rapporten har til formål at skabe et bedre udgangspunkt for viden for beslutningstagerne. Men det er naturligvis helt op til dem selv, og deres argumentation for at udtræde af arbejdet kan også læses i rapporten, siger enhedschef Christina Rughede.
Økologisk Landsforening meldte sig ud af arbejdsgruppen efter første møde med bl.a. følgende begrundelse: ”Det, der drøftes, fokuserer primært på konventionelle kyllinger, og har derfor ikke relevans for os som repræsentanter for den økologiske produktion.”
Dyrenes Beskyttelse deltog i alle seks møder, men meddelte efter sidste møde, at de ikke ønsker at være afsender af den endelige rapport ”med baggrund i en række dyrevelfærdsmæssige betænkeligheder”.