Mange hunde lever med svagheder, der i nogle tilfælde kan føres tilbage til indavl i racen, og i andre tilfælde er opstået, fordi opdrætterne har fremavlet særlige træk, som kan give åndedrætsbesvær, smerter eller adfærdsproblemer. Nye regler for hundeavl skal bidrage til at fremme avl med de sundeste hunde, så færre hvalpe fødes med arvelige lidelser.
Når hunde af nogle racer fremover skal undersøges og godkendes hos dyrlæge inden parring, forventer jeg, at vi vil se færre hvalpe med nedarvede svagheder. Det vil give et bedre hundeliv til mange hunde, og også betyde, at mange ejere slipper for de bekymringer, det giver, at have en hund med smerter og skavanker, siger veterinærdirektør Charlotte Vilstrup Castle, Fødevarestyrelsen.
Hunde med særlige lidelser
Af de ny regler, som træder i kraft 1. juli, fremgår det, hvilke hunderacer der fremover skal undersøges af en dyrlæge, inden de må bruges til avl. Det er racer, som har risiko for at udvikle en række arvelige sygdomme og lidelser. Hunderacer som bl.a. golden retriever, labrador og schæfer skal undersøges for hofteleds- og albueledsdysplasi. Gravhunde skal undersøges for risiko for udvikling af diskusprolaps, mens racer som engelsk bulldog, fransk bulldog og mops skal gennemgå en vejrtrækningstest. Hos cavalier king charles spaniel skal både hjerte og hoved undersøges, da mange hunde af racen udvikler rygmarvslidelse eller sygdom i hjerteklappen.
Tæver skal beskyttes mod mange kuld
Allerede i dag er der et lovkrav om, at en hvalp tidligst må tages fra sin mor, når den er 8 uger gammel. Men hidtil har der ikke har været regler for, hvor gammel en tæve må være, før den får hvalpe. Det bliver der ændret på nu.
Det er vigtigt at beskytte tæver, som bliver brugt til avl. Det bliver de nu med regler om, hvor tidligt de må parres og hvor mange kuld hvalpe de må få. For tæver, som får flere kuld eller føder ved kejsersnit kommer der også krav om hhv. restitutionsperiode og færre kuld, siger Charlotte Vilstrup Castle.
Tæver af små racer skal være mindst halvandet år gamle og større racer mindst to år gamle, før de må parres første gang. Uanset tævens størrelse må den højst føde fem kuld hvalpe i sin levetid.
Læs mere om reglerne for hundeavl på Fødevarestyrelsens hjemmeside her
Læs bekendtgørelsen om de dyrevelfærdsmæssige mindstekrav til hold af hunde
Se lister over hunde, der skal undersøges inden parring her