Økologi

Langt de fleste økologer har styr på deres økologiregnskab

27-11-2025

Stikprøvekontrol af knap 150 virksomheder med økologi i sortimentet, viste udfordringer med økologiregnskaberne hos knap hver femte.

Kun i ét tilfælde måtte Fødevarestyrelsen nedlægge forbud mod salg af fødevarer, da knap 150 bagermestre, slagterbutikker og andre fødevareproducenter, tidligere i år fik uanmeldt kontrol af deres økologiregnskaber.

Grunden til forbuddet var, at den ene virksomhed solgte fødevarer som økologiske, selvom de var fremstillet af konventionelle ingredienser.

"Vi har ikke indikationer på, at der er tale om bevidst snyd. Men det går ikke, at regnskaberne ikke hænger sammen", understreger enhedschef i Fødevarestyrelsen Henrik Dammand Nielsen.

"Økologiens troværdighed står og falder med, at økologerne, så at sige, har rent mel i posen, og ikke snyder på vægten. Derfor har vi også med jævne mellemrum særligt fokus på netop økologiregnskaberne", lyder det fra enhedschefen.

Hovedparten fik glade smil

Langt hovedparten (75 procent) af de 149 kontrollerede virksomheder fik glade smil i kampagnen, og mere end fire ud af fem (82 procent) havde fint styr på de såkaldte balanceregnskaber. Dermed kunne de dokumentere, at de havde købt økologiske ingredienser svarende til de varer, der blev solgt til forbrugerne som økologiske.

For de øvrige (18 procent) var der tale om mindre fejl i forhold til regnskabskravene for økologi. Varerne kunne derfor stadig sælges som økologiske, men virksomhederne har skullet stramme op på deres procedurer.

"EU’s økologiregnskabsregler er indviklede", medgiver Henrik Dammand, der vurderer at netop kompleksiteten kan være årsagen til, at knap hver femte virksomhed fik en indskærpelse for ikke at have fuldstændigt orden i bilag, fakturaer og regnskabskolonner. Lidt mere end hver fjerde virksomhed fik vejledning om, hvordan de bruger Fødevarestyrelsens værktøj til at lave et økologiregnskab.

Fødevarestyrelsens kontroller medførte også indskærpelser for forhold, der ikke direkte relaterede sig til økologiregnskaberne.

Pressekontakt

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 22 84 48 34 eller sende en mail til presse@fvst.dk.