Flere forbrugere ramt af farlig fødevarebakterie

10-06-2022

Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet leder på højtryk efter kilden til et alvorligt sygdomsudbrud med fødevarebakterien listeria.

​​​​I løbet af maj er otte forbrugere blevet smittet med fødevarebakterien listeria, heraf er tre døde. Bakterien er særlig farlig for syge, svækkede, ældre og gravide. Alle patienter havde ifølge Statens Serum Institut underliggende sygdomme.

'Det er sjældent, vi ser så mange syge af listeria på samme tid. Derfor arbejder vi på højtryk sammen med Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet for at finde ud af, hvilke fødevarer der kan være årsag til sygdom hos patienterne, så vi kan få standset udbruddet. Efterforskningen består blandt andet i, at myndighederne taler med patienter og pårørende, om hvad patienterne har spist og hvornår. Hvis vi finder fællesnævnere i, hvad folk har spist, tager vi med det samme fat i de virksomheder, som mistanken peger på', forklarer beredskabschef i Fødevarestyrelsen Nikolas Hove.

Fødevarestyrelsen har, på baggrund af sagens alvor, skrevet til en række store brancheorganisationer med en opfordring til, at deres medlemmer skærper deres egen overvågning af listeria. 'Finder de bakterien i deres virksomheder eller produkter, kan de få bakterien typebestemt gratis på Fødevarestyrelsens laboratorium, så vi i fællesskab kan få fundet kilden og få sat en stopper for udbruddet', fortæller Nikolas Hove.

Listeria kan give blodforgiftning eller hjernehindebetændelse hos syge, ældre og svækkede personer med nedsat immunforsvar. Bakterien kan også være farlig for gravide og deres ufødte barn.  Symptomerne omfatter høj feber, kulderystelser, muskelømhed og påvirket almentilstand; nakke- og rygstivhed eller ændret bevidsthedsniveau. Hvis du er i risikogruppen og oplever symptomer, bør du kontakte din læge.


Gode råd om fødevarer

Fødevarestyrelsen har en række råd til, hvordan de særligt sårbare grupper kan undgå listeria:

  • Spis koldrøget fisk, gravad fisk og kødpålæg så friskt som muligt
  • Hold køleskabstemperaturen på 5 °C eller koldere
  • Undgå upasteuriseret mælk og bløde råmælksoste.​

Læs mere:

Sådan undgår du listeria - hvis du er syg

Sådan undgår du listeria - hvis du er gravid

Statens Serum Institut om listeriaudbruddet:

Udbrud med invasiv listeriainfektion (ssi.dk)

 

Yderligere oplysninger: Fødevarestyrelsens pressetelefon: 2284 4834.

Senest opdateret 10-06-2022