Undgå at sprede fugleinfluenza, hvis du kører med fjerkræ eller rugeæg

25-05-2023

Danske vognmænd spiller en vigtig rolle i kampen for at holde fugleinfluenza i skak, både i Danmark og udlandet.

Ændret 11. november 2021
​​​Fugleinfluenza slog i slutningen af oktober ned i Danmark igen. Foreløbig er både en stor professionel kalkunbesætning og et mindre hobbyhønsehold ved Slagelse blevet ramt af sygdommen, der næsten uden undtagelse er dødelig for fuglene.

Fugleinfluenza truer både dyrevelfærden og dansk eksport af æg og fjerkræ. Flere lande har da også allerede sat grænsebommen ned for dansk fjerkræeksport, selvom myndighederne hurtigt rykkede ud og aflivede de 28.000 kalkuner og den mindre hobbybesætning på Slagelsekanten.

Hvad kan du gøre

Som vognmand er det utrolig vigtigt, at du lever op til EU-reglerne for transport af fjerkræ og rugeæg, og på den måde bidrager til, at du hverken kører smitten ind i Danmark eller transporterer den rundt herhjemme eller i vores nabolande.

'Uanset om du kører i Danmark eller i udlandet, er det vigtigt, at du ikke kører ind i de zoner, landene opretter rundt om et udbrud, uden at du har en tilladelse fra de nationale myndigheder', forklarer sektionsleder i Fødevarestyrelsen Signe Balslev.

Hun understreger, at det er lovpligtigt, at du sikrer, at den lastbil du kører i, altid bliver rengjort og desinficeret både indvendigt og udvendigt og hurtigst muligt, efter du har afleveret dyr - uanset om det sker i Danmark eller udlandet.

'Husk også, at du skal føre optegnelser over rengøring og desinfektion og kunne fremvise dem til Fødevarestyrelsen under en kontrol', understreger Signe Balslev.

Uanset, hvor du kører med fjerkræ og rugeæg, er det vigtigt, at du tænker over, hvad du kan gøre for ikke at få eksempelvis ekskrementer fra dyrene med på dit fodtøj og arbejdstøj. Rens gerne, så vidt det er muligt, dit arbejdstøj, fodtøj og redskaber, inden du sætter dig bag rattet og kører videre. Så er du med til at begrænse risikoen for, at fugleinfluenzaen bliver spredt i Europa.

Læs mere om reglerne for rengøring og desinfektion af transportmidler efter kørsel med fjerkræ og rugeæg.

Se zoner, der oprettes i Europa i forbindelse med udbrud af fugleinfluenza her. Husk at vælge den seneste konsoliderede udgave. 

 

 

Yderligere oplysninger: 


Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressetelefon på 22 84 48 34.