Økologi

Stikprøve sætter lup på økologien

12-09-2023

Fødevarestyrelsen kontrollerer, at der ikke kommer mere økologi ud af slagterier og slagterbutikker, end der kommer ind.

De kommende måneder besøger Fødevarestyrelsen en håndfuld større slagterier, ti mindre slagtehuse og ti slagtere i grossistleddet og detailhandlen. Stikprøven skal undersøge, om virksomhederne har styr på de lovpligtige økologiregnskaber, og er et supplement til den årlige økologikontrol. Formålet er at afdække, om virksomhederne tilbyder deres kunder en økologisk flæskesteg fra en gris, som i virkeligheden er vokset op på et konventionelt landbrug, og dermed ikke har haft den plads og adgang til det fri, som skal følge med det røde statskontrollerede økologimærke.

’Vi er i bogstavelig forstand ude for at se på, om der kommer mere økologi ud af butikken, end der kommer ind. Forbrugertilliden til det røde økologimærke har historisk været høj, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Derfor tager vi nu på omkring 25 stikprøver i branchen. Både for at kontrollere, at der er styr på økologiregnskaberne, og for at vejlede om økologireglerne’, siger Henrik Dammand Nielsen. 

Fødevarestyrelsens kontrolkampagne løber fra september til december. Resultaterne fra kontrollerne ligger klar 1. marts 2024.