Utilgængelige systemer

Adgangen til CHR, VetStat og Zoonoseregisteret vil være lukket fra fredag d. 24. maj kl. 17 til søndag d. 26. maj kl. 17.

01-05-2024

Alle systemer under CHR, VetStat og Zoonoseregisteret vil være utilgængelige i perioden på grund af en IT-sikkerhedsøvelse.

Systemerne gælder bl.a.

- CHR’s hjemmeside (chr.fvst.dk)

- CHR-appen

- Landbrugsindberetning.dk

- VetStat (vetstat.fvst.dk)

- Zoonoseregisteret (zoor.fvst.dk)

- Svineflyt.fvst.dk

- Flytning af svin (appen)

- WebServices (alle)

Hvad betyder utilgængeligheden for dig?

Adgangen til databasen vil være helt lukket, hvorfor det ikke er muligt at hente data eller udskrive dokumenter fra systemerne eller aflevere data. Dette gælder også filoverførsler, ligesom databaselinks vil være utilgængelige.

Betydning i relation til CHR

I den pågældende weekend vil det ikke være muligt at udskrive kvægpas og flytningsdokument til får og geder fra CHR. Besætningsejere, der planlægger flytninger i dette tidsrum, skal derfor udskrive dokumenterne inden weekenden, eller vente med at flytte dyrene til mandag d. 27. maj eller en af de følgende dage.

I weekenden vil det heller ikke være muligt at registrere svine- og hesteflytninger i CHR. Dette kan i stedet ske mandag d. 27. maj eller en af de følgende dage, når CHR igen er tilgængelig.

Endelig vil det heller ikke være muligt i den pågældende weekend at tjekke konsumstatus for heste i CHR og undersøge via CHR, om besætninger og dyr er underlagt offentlige tilsyn. Slagterier bør indtænke dette i deres planlægning af slagtninger i denne weekend.

Kvægdatabasen hos SEGES vil ikke være påvirket af sikkerhedsøvelsen. Det vil derfor stadig være muligt i den pågældende weekend at registrere oplysninger om kvæg og flytninger af får og geder i Kvægdatabasen, ligesom der kan foretages opslag i online-kontrolprogrammet på slagterier.

Betydning i relation til VetStat

I ovennævnte tidsrum vil det i VetStat ikke være muligt at foretage oprettelse, revidering eller lukning af Sundhedsrådgivningsaftaler. Ligeledes vil det ikke være muligt at foretage direkte opslag eller medicinindberetninger til VetStat via brugergrænsefladen, filupload eller webservice.

Medicinindberetninger foretaget via apotek eller dyrlægernes administrative praksissystemer vil ikke blive påvirket, da disse data videresendes til VetStat via hhv. Lægemiddelstyrelsen eller SEGES. VetStat vil modtage disse indberetninger, så snart systemerne kører igen søndag d. 26. maj efter kl. 17.

Betydning i relation til Zoonoseregistret

I forhold til Zoonoseregisteret vil det ligeledes ikke være muligt at indlæse resultater, oprette kødsaftprøver og lignende i perioden. Dette vil skulle gøres i ugen efter og gerne inden udgangen af maj måned af hensyn til udpegningen til salmonella-niveau.

Baggrunden for IT-sikkerhedsøvelsen

IT-øvelsen har til formål at styrke evnen til at håndtere større hændelser i systemet. Rigsrevisionen har senest påpeget, at der skal være et tilfredsstillende grundlag for at etablere et it-beredskab, som også gælder for CHR, VetStat og Zoonoseregisteret.

 

Yderligere oplysninger

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834.