Forsøgsdyr

Forskere modtager 1,5 mio. kr. fra Danmarks 3R Center til metoder, der skal begrænse brug af forsøgsdyr

14-03-2024

Forskning i brug af kikkertkirurgi, kunstigt væv og AI-overvågning skal medvirke til at reducere brug af forsøgsdyr og lindre forsøgsdyrs smerte.

Forsøgsdyr er stadig vigtige for forskningen i sygdomme og medicinske behandlinger, men der bliver gjort et stort arbejde for at reducere og effektivisere brugen af forsøgsdyr

Forsøgsdyr indgår stadig i forskningen – om end i mindre omfang end tidligere år. I Danmark er brug af forsøgsdyr under skarp kontrol og først tilladt efter godkendt ansøgning. Men sideløbende med forskning i sygdomme og medicinske behandlinger bliver der også gjort et stort arbejde for at reducere og effektivisere brugen af forsøgsdyr. Hvert år modtager Danmarks 3R-Center projekter til vurdering, der kan føre forskningen videre uden eller med færre forsøgsdyr. Danmarks 3R-Centers primære formål er at reducere brug af forsøgsdyr, og centret har netop udvalgt tre projekter, som hver har modtaget 0,5 mio. kr. i støtte til forskning og udvikling: 

Kikkert erstatter kirurgi

Grise gennemgår normalt et større kirurgisk indgreb med risiko for komplikationer og efterfølgende heling, når de indgår i forskning i urinvejssygdomme. Forskere vil nu afdække mulighederne for udføre samme forsøg med metoder, som medfører mindre smerte og stress for grisene. Den alternative metode bygger på kikkertteknologi, hvor bakterier føres ind i grisens nyrebækken via urinrøret.

Kunstig intelligens skal forkorte tiden for forsøgsdyr

Når forskere får tilladelse til at arbejde med forsøgsdyr, har de pligt til at overvåge dyrene og begrænse deres lidelser mest muligt – herunder også den tid de medvirker i forsøget. Nu vil forskere teste AI-baseret overvågning af forsøgsmus, fordi mus ofte vil skjule smerte, ubehag og stress, når de bliver inspiceret af mennesker. Med kameraovervågning og AI-registrering af musenes adfærd forventer forskerne at kunne sikre en hurtigere afslutning af musenes medvirken i forsøg, et reduceret forbrug af forsøgsdyr samt øget kvalitet i forsøgene.

Kunstigt væv sparer dyreliv og begrænser forbrug af antibiotika

Urinvejsinfektioner rammer op mod hver femte hospitalspatient i EU. Med brug af kunstigt væv, som svarer til menneskelige blærer, vil forskerne øge forståelsen for sygdomsudvikling og bakteriernes smitteveje. Deres mål er at udvikle metoder, der kan erstatte brug af forsøgsdyr til udvikling af nye typer antibiotika til behandling af urinsvejsinfektion.

Se mere om arbejdet med at udvikle alternativer til forsøgsdyr på Danmarks 3R Center

Læs mere om de tre projekter, som har modtaget forskningsstøtte fra Danmarks 3R Center

Om Danmarks 3R-Center

Danmarks 3R-Center blev oprettet 4. juni 2013 af fødevareministeren i et unikt samarbejde mellem medicinalvirksomheder og dyreværnsorganisationer. Bidragydere til centret er Lundbeck, Novo Nordisk, DOSO og Dyrenes Beskyttelse. Her har man fokus på alternativer til dyreforsøg og på at skabe bedre forhold for forsøgsdyr. Navnet på centeret kommer af de engelske udtryk replacement, reduction og refinement.

Yderligere oplysninger

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834.