Danskernes forbrug af fuldkorn er i fremgang. For 4 ud af 5 danskere er fuldkorn allerede en integreret del af deres kost. Det viser en ny forbrugerundersøgelse fra Megafon – foretaget for Fuldkornspartnerskabet. Ifølge undersøgelsen angiver hver fjerde dansker (24%), at de spiser mere fuldkorn i dag end for 2 år siden. Kun 4% af danskerne svarer, at de spiser mindre fuldkorn i dag end for 2 år siden.
Danskerne er sultne efter flere fuldkorn
41%af danskerne vil, ifølge Megafon forbrugerundersøgelsen, spise mere fuldkorn, hvis fuldkorn blev en naturlig del af flere produkter. Ifølge Fuldkornspartnerskabet er dette en positiv opfordring til fødevarevirksomheder om at udvikle endnu flere produkter med lidt eller meget fuldkorn i.
Enestående at kostvanerne er ændret på 10 år
Danskerne er godt med, når det handler om at spise fuldkorn – danskerne spiser i gennemsnit 82 gram fuldkorn om dagen. 54% af danskerne får 75 gram fuldkorn om dagen, hvilket er Fødevarestyrelsen anbefaling i De officielle Kostråd.
De 25%af danskerne der spiser mindst fuldkorn spiser 34 gram fuldkorn om dagen i gennemsnit. Før Fuldkornspartnerskabet blev etableret, spiste de kun 12 gram fuldkorn om dagen.
”Det er helt enestående, at man på 10 år har kunnet ændre danskernes kostvanerne, hvad angår fuldkorn. Samtidig har vi set, at det er sket over hele linjen, altså at alle spiser mere fuldkorn. Både dem der spiser meget fuldkorn og dem, der spiser meget lidt fuldkorn” siger Bente Stærk fra Fødevarestyrelsen, som er er næstformand i Fuldkornspartnerskabet.
Fakta
- Fuldkornspartnerskabet er et offentligt privat partnerskab, der arbejder for at forbedre folkesundheden ved at få danskerne til at spise mere fuldkorn.
- Bag Fuldkornspartnerskabet står både Fødevarestyrelsen, sundhedsNGO’er, fødevarevirksomheder (fx producenter og detailhandel).
- Fuldkornspartnerskabet arbejder for at fastholde og styrke kendskabet til fuldkornslogoet. Samtidig er opgaven at udbrede viden om, at kornprodukter er blandt de mest klimavenlige fødevarer. Klimaaftrykket på et kilo rugbrød er rundt regnet 30 gange mindre end på 1 kilo oksekød.
- Om Megafon Forbrugerundersøgelsen: Fuldkornspartnerskabet har med denne undersøgelse i 2021 ønsket at afdække danskernes indkøbs- og madvaner, samt kendskab og holdning til fuldkorn og fuldkornslogoet. Undersøgelsen er en opfølgning på en lignende undersøgelse gennemført af MEGAFON A/S i 2019.
Læs mere
Kostrådet: Spis mad med fuldkorn
Fuldkornspartnerskabets hjemmeside
Nyheden fra Fuldkornspartnerskabet og mere info om undersøgelsen
Kontakt
Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk