Flere og flere får interesse for at spise mere planterigt – præcist som kostrådene anbefaler. Nogle går endda skridtet videre og vælger at leve vegetarisk eller vegansk. Men som vegetar eller veganer kan man ikke altid være sikker på at kunne få et plantebaseret måltid i de offentlige køkkener.
Det kan måske lyde ligetil at gøre et plantebaseret måltid muligt for alle, men en undersøgelse foretaget af Fødevarestyrelsen, viser, at det ikke er uden udfordringer at sikre, at måltiderne bliver velsmagende og næringsrige. Fødevarestyrelsen har lavet 16 interviews blandt professionelle køkkener på tværs af landet og køkkentyper og har undersøgt, hvor udfordringerne er.
Plantebaserede måltider stiller krav til de madprofessionelles kompetencer
For at køkkenerne skal kunne servere flere veganske og vegetariske måltider, kræver det først og fremmest at de madprofessionelle får styrket deres kompetencer. Særligt når det handler om, hvordan de skal planlægge og tilberede velsmagende og sunde plantebaserede måltider.
”Vi har interviewet en række medarbejdere fra forskellige køkkener fra flere dele af landet – alt fra sygehuse til daginstitutioner. Der var stor enighed blandt medarbejderne om, at de madprofessionelle har brug for at blive fagligt dygtigere, når det kommer til råvarevalg, menusammensætning, smag og konsistens i de veganske og vegetariske måltider” fortæller Nanna Kiy, specialkonsulent i FVST og en af forfatterne til rapporten.
Men det er ikke kun de køkkenfaglige kompetencer, der skal styrkes hos de madprofessionelle. De skal også være opmærksomme på, hvorvidt måltiderne lever op til den rette ernæringskvalitet. Der skal tages hensyn til, at særligt små børn under 2 år, småtspisende, ældre og syge har nogle skærpede ernæringsmæssige behov, som også skal kunne dækkes i et plantebaseret måltid.
Implementering over tid
Fødevarestyrelsen har udover interviewene også afviklet en workshop for centrale interessenter, som bakker op om de fund, der er gjort i interviewene.
”Det er allerede muligt at få et plantebaseret måltid mange steder i dag, fortæller Nanna, men vores undersøgelse viser, at det vil tage tid at sikre en implementering alle steder. Både fordi det tager tid at uddanne de madprofessionelle, men også fordi der flere steder skal tænkes i nye processer, det skal tænkes ind i indkøbsaftalerne og der kan være en masse praktisk omkring forudbestilling og forudproducerede måltider, som der skal tages højde for.”
I mange tilfælde vil tidshorisonten for implementeringen af denne indsats også afhænge af det enkelte køkkens forhold og servicering. Der vil derfor være stor variation i, hvor omfattende omstillingen vil være.
Du kan læse hele rapporten "Plantebaserede måltider i offentlige køkkener" og dets yderligere betragtninger.
Fakta
- Et flertal i Folketinget pålagde i maj 2022 Regeringen at undersøge muligheden for, at borgere altid vil kunne tilvælge et 100 pct. plantebaseret måltid i offentlige køkkener.
- Undersøgelsen er foretaget af Fødevarestyrelsen og fremlægger nødvendige ernæringsfaglige overvejelser baseret på tilgængelig teori på området.
- Undersøgelsen indbefatter 16 semistrukturerede interviews med køkkenfaglige medarbejdere og beslutningstagere indenfor offentlige måltider.
- Undersøgelsen har inkluderet måltider serveret i dagtilbud, på skoler, uddannelsessituationer, sygehuse, plejecentre, fra madservice, hos forsvaret og i kantiner på statslige, regionale og kommunale arbejdspladser. Resultaterne er suppleret af input fra interessenter igennem møder og workshop.
Læs
Rapporten "Plantebaserede måltider i offentlige køkkener", Fødevarestyrelsen
Kontakt
Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk