Denne nyhed gælder specifikt grønlandske fiskevirksomheder, der eksporterer fisk og fiskevarer til Kina, hvis godkendelse til at eksportere til Kina udløber den 6. januar 2025.
Virksomheder, der fortsat ønsker at eksportere til Kina, skal søge om forlængelse af deres godkendelse til eksport til Kina, hvilket skal gøres i CIFER via ”Application for extension”. Ansøgningen om regodkendelse skal være indsendt til de kinesiske myndigheder inden for en frist på 3-6 måneder, inden godkendelsens udløb, såfremt virksomheden vil opretholde sin Kina-godkendelse. Der er således et vindue på 3 måneder, inden for hvilket ansøgning om regodkendelse skal være oprettet, udfyldt og videresendt i CIFER til de kinesiske myndigheder via Fødevarestyrelsen.
Derfor skal grønlandske virksomheder med eksport til Kina indsende en revideret tjekliste og ansøgningsskema 7-4-1 til deres tilsynsførende senest d. 6. juli 2024, hvor muligheden for ansøgning om regodkendelse åbner i CIFER.
Det er muligt at finde tjeklisten, ansøgningsskemaet samt Fødevarestyrelsens guide til oprettelse af konto og ansøgning i CIFER. Guiden kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside under fanen ”Fremgangsmåde for ansøgning og CIFER” og overskriften ”Guide til CIFER”, hvorunder ovennævnte guide ligger som et link.
Tjeklisten til brug ved regodkendelse er den samme som tjeklisten, som virksomheden indsendte ved registrering i CIFER. Tjeklisten skal udfyldes på ny.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er et stort sammenfald mellem ansøgningsskemaet for registrering (2-4-1) og ansøgningsskemaet for regodkendelse (7-4-1), hvorfor en stor del af informationerne fra den tidligere ansøgningsformular kan genbruges.
NB: Virksomhederne skal ikke oprette en ny konto, men kan arbejde videre i den tidligere oprettet konto i CIFER. Det er muligt at se proceduren for regodkendelse i guiden – Se afsnittet ”Fremgangsmåde ved ansøgning om regodkendelse” på side 8.
Der gælder følgende frister for ansøgning om regodkendelse for de grønlandske fiskevirksomheder hvis godkendelse udløber 6. januar 2025:
- CIFER åbner muligheden for at søge om regodkendelse d. 6. juli.
- Virksomhedens tilsynsførende skal have modtaget ansøgningsformularen, tjeklisten og ansøgning om regodkendelse senest d. 6. august 2024.