Adgangen til CHR og VetStat vil være helt lukket fra fredag den 24. maj kl. 17 til søndag den 26. maj kl. 17 på grund af en IT-sikkerhedsøvelse

06-05-2024

Alle systemer under CHR og VetStat vil være utilgængelige i perioden. Det gælder bl.a.

- CHR's hjemmeside (chr.fvst.dk)
- CHR-appen
- Landbrugsindberetning.dk
- VetStat (vetstat.fvst.dk)
- Svineflyt.fvst.dk
- Flytning af svin (appen)
- WebServices (alle)

Hvad betyder utilgængeligheden for dig?

Adgangen til databasen vil være helt lukket, hvorfor det ikke er muligt at hente data eller udskrive dokumenter fra systemerne eller aflevere data.

Betydning i relation til CHR

I den pågældende weekend vil det ikke være muligt at udskrive kvægpas og flytningsdokument til får og geder fra CHR. Besætningsejere, der planlægger flytninger i dette tidsrum, skal derfor udskrive dokumenterne inden weekenden, eller vente med at flytte dyrene til mandag d. 27. maj eller en af de følgende dage.

I weekenden vil det heller ikke være muligt at registrere svine- og hesteflytninger i CHR. Dette kan i stedet ske mandag d. 27. maj eller en af de følgende dage, når CHR igen er tilgængelig.

Kvægdatabasen hos SEGES vil ikke være påvirket af sikkerhedsøvelsen. Det vil derfor stadig være muligt i den pågældende weekend at registrere oplysninger om kvæg og flytninger af får og geder i Kvægdatabasen.

Betydning i relation til VetStat

I ovennævnte tidsrum vil det i VetStat ikke være muligt at foretage oprettelse, revidering eller lukning af Sundhedsrådgivningsaftaler. Ligeledes vil det ikke være muligt at foretage direkte opslag eller medicinindberetninger til VetStat via brugergrænsefladen, filupload eller webservice.

Medicinindberetninger foretaget via apotek eller dyrlægernes administrative praksissystemer vil ikke blive påvirket, da disse data videresendes til VetStat via hhv. Lægemiddelstyrelsen eller SEGES. VetStat vil modtage disse indberetninger, så snart systemerne kører igen søndag d. 26. maj efter kl. 17.

Baggrunden for IT-sikkerhedsøvelsen

IT-øvelsen har til formål at styrke evnen til at håndtere større hændelser i systemet. Rigsrevisionen har senest påpeget, at der skal være et tilfredsstillende grundlag for at etablere et it-beredskab, som også gælder for CHR og VetStat.