Ny undersøgelse viser, at forbrugerne mangler viden om klimavenlig mad

30-05-2024

De fleste ved, at hakket oksekød har en stor CO2-udledning, men oftest er det svært for forbrugerne at gennemskue de mange forskellige fødevarers klimaaftryk.

En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet, ”Kvalitetsindeks 2023”, viser, at mange danskere eksempelvis tror, at bananer er mere klimabelastende, end de er, mens kun meget få ved, hvor meget CO2 smør egentlig udleder.

Men faktisk udleder 1 kg bananer mindre end 1 kg CO2, mens smør udleder omkring 10 gange så meget.

For rigtig mange forbrugere kan det være en uigennemskuelig jungle at bevæge sig ud i butikkerne med indkøbskurven i hånden og et ønske om at handle mindre klimabelastende. For hvad skal man bedømme varen ud fra? Mange forbrugere tror, at kort transport og genanvendelig emballage har større betydning for fødevarers samlede klimaaftryk, end om der benyttes vegetabilske råvarer. Et faktum, der kan forklare, hvorfor du måske også gættede på, at bananen var mere klimabelastende end smør?

Hvis du er i tvivl om, hvordan en kost, der tager hensyn til klimaet, kan skrues sammen, er der inspiration at hente i De officielle Kostråd. Så gør du noget godt for både sundhed og klima.

Læs mere

De officielle Kostråd

Kvalitetsindeks 2023 - fokus på mindre klimabelastende madvalg, Aarhus Universitet

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk

Tilmeld dig Alt om Kost-nyhedsbrevet

Få vores nyhedsbrev direkte i din mailboks.

Så kan du holde dig opdateret om sund mad og måltider, kostråd, kostråd til professionelle køkkener, nye forskningsresultater, gratis materialer og meget andet.