Ny funktion i DIX anmodermodul
I forbindelse med servicevinduet d. 28. november 2024 er der kommet en ny funktion i DIX, så Fødevarestyrelsen har mulighed for at offentliggøre certifikatmodeller i DIX produktionsmiljø inden de overgår til udstedelse i DIX. Den nye funktion består i, at Fødevarestyrelsen kan inaktivere knappen "Indsend" på trin 8. Det betyder at certifikatmodellen kan gøres fuldt tilgængelig i anmodermodulet, hvor den kan udfyldes og der kan laves forhåndsvisning af certifikatet. Certifikatanmodningen vil dog ikke kunne indsendes på trin 8.
Alle certifikatmodeller, der overgår til udstedelse via DIX d. 10. december 2024 ligger derfor nu tilgængelige i DIX produktionsmiljø.
Find certifikatmodellerne i DIX
Certifikatmodellerne findes ved at gå til menupunktet "Find certifikatmodel". Her er kommet en ny søgefunktion, som hedder "Preview-modeller". Denne vil som standard være sat til at vise aktive modeller, dvs. de certifikatmodeller som kan indsendes til udstedelse hos Fødevarestyrelsen. Ved at vælge "Vis preview-modeller" vil listen skifte, så man i stedet præsenteres for de nye preview-modeller, som altså ikke vil kunne indsendes på trin 8. Hvis man åbner en preview-model, vil det fremgå af et rødt topbanner, at det er en preview-model, som ikke vil kunne indsendes.
Vær opmærksom på, at der ligger en teknisk begrænsning i systemet, så kladder oprettet på disse preview-modeller heller ikke vil kunne indsendes, når modellen aktiveres. Kladden skal oprettes på en aktiv model, for at kunne indsendes til Fødevarestyrelsen.
Brugerguide til DIX anmodermodul vil blive opdateret med denne nye funktion snarest.
Ny mulighed for at vedhæfte bilag i DIX ved flere slagterier og/eller opskæringsvirksomheder
Siden udrulningen af certifikater for kød og kødprodukter i DIX, har det været en udfordring at systemet rent teknisk ikke tillader, at der angives flere slagterier eller opskæringsvirksomheder i den samme produktlinje i certifikaterne. Udfordringen opstår, når der er råvarer fra flere forskellige slagterier i det samme forarbejdede produkt. På længere sigt skal der findes og udvikles en teknisk løsning i systemet som muliggør dette.
En midlertidig løsning indtil da er blevet implementeret under gårsdagens servicevindue. Det betyder, at det nu er muligt at tilføje et bilag med slagterier og/eller opskæringsvirksomheder til de udvalgte certifikatmodeller, hvor det har givet anledning til problemer. Det drejer sig for nuværende om følgende fire certifikatmodeller:
- La 23,0-7086 Eksport af kødprodukter af svin til Canada
- La 23,0-1626 Eksport af fersk kølet eller frossent svinekød og svinekødprodukter til Singapore
- La 23,0-7094 Eksport af fersk svinekød og svinekødprodukter til Taiwan (med og uden tillægsattest La 23,0-6053)
- La 23,0-1793 Eksport af kød og kødprodukter til Japan (med og uden tillægsattest La 23,0-3056)
Der er blevet udarbejdet en guide med forudsætninger for anvendelse af denne mulighed samt beskrivelse af hvordan det gøres i DIX.
Vigtige pointer fra guiden
Såfremt denne nye mulighed med at vedlægge et bilag i DIX anvendes, er det udelukkende tilladt at angive slagterier og/eller opskæringsvirksomheder i bilaget. Hvis der påføres andre oplysninger end det tilladte jf. guiden, vil certifikatet blive afvist.
Såfremt denne nye mulighed med at vedlægge et bilag i DIX anvendes, må der maksimalt angives tre produktlinjer i certifikatet. Dette for at undgå at der automatisk dannes et overflow-bilag i DIX, hvori der så henvises til et andet bilag. Angives mere end tre produktlinjer, vil certifikatet blive afvist.
Læs mere i den nye guide til bilag ved flere slagterier eller opskæringsvirksomheder i DIX