Hvorfor ændres håndteringen?
Da bluetongue virus nu er påvist i besætninger i Jylland, på Fyn og Sjælland, betyder det, at de mitter der bærer smitten, er tilstede i hele landet.
Hvad betyder det for besætningsejerne?
Bluetongue er forsat en anmeldepligtig liste 1 og 4* sygdom, og som besætningsejer skal du derfor stadig tilkalde en dyrlæge, hvis du har mistanke om, at dyr i din besætning er ramt af sygdommen. Dyrlægen anmelder en eventuel mistanke om bluetongue til Fødevarestyrelsen og udtager prøver, der vil blive undersøgt på Statens Serum Institut.
Hvis din besætning mistænkes for smitte, eller hvis din besætning findes smittet med bluetongue, vil du efter 9. september 2024 ikke længere blive pålagt et offentligt tilsyn af Fødevarestyrelsen. Konkret betyder det, at din besætning ikke længere pålægges restriktioner om flytning af dyr i Danmark i forbindelse med bluetongue. Du vil i stedet modtage et brev fra Fødevarestyrelsen med information om mistanke eller smitte.
Du skal som besætningsejer og landmand dog forsat være opmærksom på dine forpligtigelser i henhold til EU's Dyresundhedslov**. Det betyder, at du fortsat er forpligtet til at foretage handlinger, der minimerer risikoen for smitte.
Endvidere har du som besætningsejer og landmand, fortsat oplysningspligt. Dette betyder, at hvis din besætning er under mistanke for smitte eller smittet med bluetongue, har du pligt til at oplyse dette til alle, der kommer i kontakt med din besætning. Dette kan eksempelvis være din inseminør og klovbeskærer.
Hvis din besætning er under mistanke eller konstateret smittet, vil det forsat blive registeret i CHR under ”sundhedsoplysninger”.
Ændringerne har ikke indflydelse på de aktuelle muligheder for samhandel og eksport.
Hvad skal besætningsejere med samdrift være ekstra opmærksomme på?
Du skal som besætningsejer af en eller flere samdriftsbesætninger være opmærksom på, at samdriftsbesætningernes sundhedsstatus for bluetongue følger hinanden. Konkret betyder det, at hvis en af dine besætninger er mistænkt for smitte eller er smittet med bluetongue, vil dine resterende samdriftsbesætninger også ændre status i CHR.
Hvad betyder det for besætningsejere der allerede er pålagt offentligt tilsyn?
Hvis din besætning allerede er pålagt offentligt tilsyn grundet mistanke om smitte eller smitte med bluetongue, vil det offentlige tilsyn blive ophævet. Du vil i stedet modtage et brev fra Fødevarestyrelsen med information om mistanke eller smitte.
Du skal forsat være opmærksom på informationerne i afsnittet ”Hvad betyder det for besætningsejerne?”.
Få mere information
Du kan holde dig opdateret på den nyeste information om bluetongue på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Fødevarestyrelsen her: Kontakt Fødevarestyrelsen.
*Bekendtgørelse nr. 1341 af 27/11/2023 om lister over smitsomme sygdomme til lov om hold af dyr og anmeldepligt af sygdommene
**EU Forordning 2026/429, artikel 10, stk. 1, litra a, iii.