Laboratoriemistanken om Brucella suis opstod den 1. august 2025 og blev endeligt bekræftet den 22. august 2025. Udbruddet er opstået i en grisebesætning med ca. 4000 udegående grise i Herning kommune. Som følge af udbruddet ændres Danmarks sundhedsmæssige status for Brucella suis i henhold til WOAH, og Danmark kan derfor ikke længere erklære sig fri for Brucella suis.
Det er dog vigtigt at understrege, at Danmark kun har mistet landestatus for Brucella suis (Brucellose i gris), og derved stadig opretholder landestatus for Brucella abortus og Brucella melitensis.
Eksportører bør være opmærksomme på, at der kan være certifikater med nævnelse af brucellose i grise, der ikke længere kan anvendes grundet udbruddet. Hvorimod certifikater med frihed for brucellose i køer, får og geder stadig kan underskrives.
Fødevarestyrelsen opdaterer løbende hjemmesiden fvst.dk med den seneste udvikling og følger situationen tæt.
Fødevarestyrelsen håndterer i øvrigt fund i overensstemmelse med kravene i EU-lovgivningen og WOAH's Terrestial Animal Health Code, som også ligger til grund for certifikatudstedelse.