Faglig nyhed til dyrlæger om resistensbekendtgørelsen

Fund af kritisk resistens i salmonella skal indberettes til Fødevarestyrelsen

11-07-2025

Har en besætning fået en positiv salmonellaprøve skal denne også testes for resistens. Såfremt der er fund af kritisk resistens gælder der særlige regler for afrapportering til Fødevarestyrelsen.

Resistensbekendtgørelsen er netop blevet revideret. Bekendtgørelsen skal ses i sammenhæng med de øvrige bekendtgørelser vedrørende salmonellabekæmpelse i fjerkræ, grise og kvæg. Hvis der er fund af salmonella i henhold til de dyreartsspecifikke bekendtgørelser skal prøven testes for kritisk resistens. Konkret skal prøven analyseres for resistens mod fluorokinoloner og andre kinoloner, 3. og 4. generations cephalosporiner, colistin og carbapenemer.

Den besætningsansvarlige skal udfylde en smitteopsporingsblanket på virk.dk ved fund af kritisk resistens senest to måneder efter prøveresultaterne.

Særligt vedrørende fritestning af grisebesætninger

Ved revisionen af bekendtgørelsen er reglerne for fritestning af grisebesætninger blevet flyttet fra grisebekendtgørelsen til resistensbekendtgørelsen. Procedurerne for fritestning er de samme, men resultaterne skal ikke længere indberettes til zoonoseregistret, men sendes til Fødevarestyrelsen på email@fvst.dk.

Du kan finde bekendtgørelse om kritisk resistent salmonella hos fjerkræ, kvæg og grise her

Du kan finde vejledning om kritisk resistent salmonella hos fjerkræ, kvæg og grise her

Du kan finde mere information om vores regler på mikrobiologi og zoonose-området her