HESTE & TRACES: Få svar på de mest stillede spørgsmål og find nye vejledninger

01-10-2025

Fra 1. oktober overtager Fødevarestyrelsens Kundecenter supportfunktionen af heste og TRACES NT fra TRACES-hotline. Der er i den forbindelse udformet en ny FAQ samt tre trin-for-trin-vejledninger til TRACES.

Hvis du skal flytte en hest til f.eks. Sverige eller Tyskland, er det vigtigt, at du på forhånd får papirerne i orden gennem TRACES. Du kan finde svar på ofte stillede spørgsmål samt trin-for-trin guides i systemet nedenfor.

Nye vejledninger og FAQ

Vi har udarbejdet materiale, der guider dig trin-for-trin i:

  • Oprettelse af bruger og konto i TRACES
  • INTRA-certifikat (også kaldet dyresundhedscertifikat eller TRACES-certifikat)
  • DOCOM-dokument
  • FAQ med svar på de mest almindelige spørgsmål

Få svar på de mest stillede spørgsmål om TRACES og find trin-for-trin-vejledningerne her

Kontakt Kundecenteret om TRACES og heste

Det har hidtil været EksportKontrolCentret og TRACES-hotline, der har varetaget opgaven med at supportere kunderne i heste og TRACES. Hvis du fremover skal have hjælp til TRACES og heste, skal du kontakte Fødevarestyrelsens Kundecenter.

Vi anbefaler, at du tager et kig på Fødevarestyrelsens nye FAQ og vejledninger, inden du kontakter Kundecenteret.

”TRACES kan være et komplekst system, så vi håber, at kunderne først og fremmest vil prøve kræfter med vores nye FAQ og trin-for-trin-vejledninger, da de viser præcist, hvordan man anvender systemet”, udtaler Marlene Mols, sektionsleder i kundecentret.

Hun understreger: ”Vi vil gerne hjælpe og vejlede, men Kundecenteret kan ikke sagsbehandle, og vi kan derfor ikke udfylde dokumenterne og certifikaterne for kunden. Med vores nye materiale kan kunden selv udfylde TRACES i ro og mag”.

Kontaktoplysninger

traces@fvst.dk
Tlf.: 72 27 69 00

Kontakt TRACES-hotline vedrørende andre dyr eller produkter

Hvis din henvendelse handler om andre dyr end heste – eller om foder, animalske biprodukter eller fødevarer – skal du fortsat kontakte TRACES-hotline på traces@fvst.dk eller på telefon 72 66 18 01.