Den sygdomsfri status for BVD i Esbjerg Kommune vil vare fra den 31. marts til den 31. maj 2026.
Der vil under suspenderingen gælde foranstaltninger for flytning af kvæg fra besætninger i Esbjerg Kommune. Foranstaltningerne skal sikre:
- at smitten ikke spredes til andre besætninger
- at resten af Danmark kan bevare sygdomsfri status for BVD
- at Esbjerg Kommune hurtigst muligt kan generhverve fri status
- at det er muligt at flytte dyr til andre EU-lande.
Hvad betyder det for besætninger udenfor Esbjerg Kommune?
Kvæg kan flyttes som hidtil.
Hvis der modtages dyr fra Esbjerg Kommune
Hvis modtagerbesætningen skal opretholde sygdomsfri status for BVD, er der krav om, at dyrene eller besætningen er testet fri for BVD.
Vær opmærksom på følgende:
- Kvæg fra mælkeleverende ejendomme: Kvæg kan flyttes som hidtil, både indenfor Esbjerg Kommune, til resten af Danmark og til andre EU-lande. Det skyldes, at mælkeleverende ejendomme allerede overvåges for BVD via tankmælksprøver. Dog, hvis der går dyr på ejendommen i grupper, der ikke kommer i kontakt med de lakterende køer, skal der foretages blodprøveundersøgelse efter nedenstående regler for hver sådan gruppe.
- Kvæg fra andre typer af ejendomme: Besætningen eller de dyr, der flyttes, skal være testet med negativt resultat inden flytningen. En besætningsundersøgelse skal omfatte blodprøvning af fem dyr for antistoffer mod BVD-virus. Hvis der holdes færre end fem dyr, skal alle dyr blodprøves. Hvis dyrene på ejendommen går i adskilte grupper, der ikke kommer i kontakt med hinanden, skal disse grupper undersøges særskilt. Resultatet af en besætningsundersøgelse er gyldigt i fire måneder, dvs. i hele suspenderingsperioden. Hvis man kun ønsker at blodprøve de dyr, der skal flyttes, skal alle disse dyr testes for BVD-virus.
Bemærk, at det er ejendommen, dyrene modtages fra, som skal sikre, at de nødvendige tests er foretaget, men hvis de ikke foreligger, kan den modtagende besætning miste status som BVD-fri.
Sammenbringning af dyr
Hvis dyr bringes sammen, f.eks. til sammenbringningsvirksomheder, dyrskuer eller fællesgræsning, skal man sikre, at dyresundhedsstatus ikke forringes, hvilket kan betyde, at kvæg fra Esbjerg Kommune skal være testet med negativt resultat for BVD.
Eksport til lande udenfor EU
BVD-situationen kan have indflydelse på eksport af kvæg og produkter til lande udenfor EU (tredjelande). Det er eksportørens ansvar at sikre, at alle krav er overholdt, inden der opstartes karantæne eller anden planlægning af eksport.
Hvad er BVD?
BVD er en anmeldepligtig virussygdom hos kvæg, der kan give en akut infektion og en fosterinfektion medførende persistent infektion af kalven.
Akut infektion
Ved en akut infektion ses feber, diarré og nedsat mælkeproduktion. Senere kan der komme omløbninger, aborter eller misdannede og dødfødte kalve. Der kan ses følgesygdomme som følge af nedsat immunforsvar.
Persistent infektion (PI)
BVD-virus kan passere livmoderen hos drægtige køer, der gennemløber en akut infektion. Ved infektion i den første del af drægtigheden, kan der dannes PI-kalve. Er en kalv født som en PI-dyr, vil den være smittet hele livet og udskiller store mængder BVD-virus gennem hele dets levetid. Ofte bliver PI-kalve utrivelige og dør tidligt.
Hvis du har mistanke om BVD i din besætning, skal du kontakte din dyrlæge.
Få mere information
Du kan læse om BVD på styrelsens hjemmeside:
Bovin virus diarré (BVD) - Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri