Samtlige fugle hos Bedsted Dyrehandel, Vestervigvej 32, 7755 Bedsted i Thy er sat i karantæne af Fødevarestyrelsen efter fund af ornitose, også kaldet papegøjesyge, i prøver fra fugle i butikken. Dyrehandelen har i starten af april solgt fugle til Bonnie Dyrecenter i Kgs. Lyngby, hvor der siden er fundet smitte med papegøjesyge hos fuglene.
Bedsted Dyrehandel er nu sat i karantæne for at begrænse smitterisikoen til andre fugle og mennesker. Butikken må ikke sælge fugle, før den er erklæret fri for ornitose.
De første udbrud af ornitose i Bedsted Dyrehandel kan være sket for flere måneder siden. Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen kunder, der har købt eller solgt fugle til butikken efter 1. marts, til at kontakte Fødevarestyrelsen. Fugle, der kan være smittet med papegøjesyge, skal i karantæne og testes af myndighederne.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du flytter fugle, som er købt efter 1. marts hos Bedsted Dyrehandel, til et rum, hvor der ikke opholder sig mennesker. Undgå kontakt med strøelse og fuglenes afføring og brug ansigtsmaske og handsker, når du håndterer buret.
Ornitose kan smitte både fugle og mennesker. Fugle kan få forskellige former for betændelse, nedsat ædelyst, flåd fra næsebor og øjne samt diarré, og nogle fugle dør. Mennesker får oftest influenzalignende symptomer som feber, muskelsmerter og hovedpine, men kan udvikle sig til alvorlig lungebetændelse. Får du symptomer på papegøjesyge, bør du kontakte din læge. Det er ikke muligt at vaccinere hverken dyr eller mennesker mod ornitose, men sygdommen kan i de fleste tilfælde behandles med antibiotika.
Af hensyn til opsporing af smitte blandt fugle er både private og forretningsdrivende forpligtet til at notere dato, fulde navn og adresse på køber og sælger ved alle handler.
Har du mistanke om udbrud af papegøjesyge i dine fugle, kan du skrive til Fødevarestyrelsen på email@fvst.dk eller ringe på telefon 72 27 69 00 på hverdage fra kl 9 til 16 (fredag 9-15). Herefter vil du blive kontaktet af en dyrlæge.
Læs om papegøjesyge hos fugle her
Læs om, hvordan du beskytter dig mod papegøjesyge HER
Læs om papegøjesyge hos mennesker på Statens Serum Instituts hjemmeside her
Fakta om papegøjesyge
Ornitose skyldes smitte med bakterien Chlamydophila psittaci og ses primært hos fugle. Sygdommen har historisk været konstateret især i papegøjer og papegøjelignende fugle, deraf betegnelsen papegøjesyge. Sygdommen konstateres nu lige så hyppigt hos andre fugle som f.eks. ænder og duer. Sygdommen forekommer over hele verden, og i Danmark ses tilfælde hvert år både hos fugle og mennesker.
Yderligere oplysninger
Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressevagt på 22 84 48 34