Mistanke om abekopper i dyr skal anmeldes til Fødevarestyrelsen

30-08-2022

Abekopper kan smitte hunde og måske også andre dyr. Derfor skal dyrlæger og dyreejere nu anmelde mistanke om abekopper i dyr til Fødevarestyrelsen.

​Abekoppe-epidemien fortsætter med at sprede sig i Europa, og fra Paris har myndighederne rapporteret om et tilfælde, hvor en hund er smittet af to abekoppe-patienter. Hermed har det vist sig, at virussygdommen kan smitte hunde og måske andre dyr ved tæt kontakt.

- Lige nu ser vi en kraftig stigning i antallet af mennesker, der bliver smittet med abekopper i Europa og de vestlige lande. Dyr spiller ikke en rolle i smittespredningen, men for at forebygge at sygdommen spreder blandt dyr, indfører vi nu en pligt til at anmelde mistanke om abekoppe-smitte til os, siger Sten Mortensen, veterinær udviklingschef i Fødevarestyrelsen.

Hvis man får mistanke om abekoppe-smitte i et dyr, skal dyrlægen kontaktes og dyret skal holdes i hjemmeisolation ind til mistanken er afkræftet. Dyrlægerne skal være særligt opmærksomme, når de skal undersøge dyr, som er eller har været i tæt kontakt med en abekoppe-patient.

- Lige nu ser vi kun smitte blandt mennesker og hvis forbliver sådan, så bliver det nemmere at kontrollere sygdommen end hvis der også foregår smitte blandt dyr, siger Sten Mortensen.

Det er dyrlægens opgave, at anmelde mistanke om abekopper hos dyr til Fødevarestyrelsen. På styrelsens hjemmeside om abekopper er der råd om, hvordan man holder sit dyr i hjemmeisolation, se link til Q&A om abekopper nederst.

Abekoppevirus er ifølge Sundhedsstyrelsen ikke meget smitsomt, men smitte kan ske mellem mennesker og dyr, derfor anbefales effektiv smittebeskyttelse.

Feber er et typisk første tegn på smitte med abekopper i dyr, men symptomer varierer og kendes ikke med sikkerhed. Vær altid opmærksom på risiko for abekoppeinfektion, hvis et dyr har været i kontakt med abekoppepatient og bliver syg.

Læs Sundhedsstyrelsens råd om smittebeskyttelse og retningslinjer for håndtering af abekopper her

Link til bekendtgørelse om smitsomme sygdomme til lov om hold af dyr og anmeldepligt af sygdommene 

Link til faglig nyhed for dyrlæger på hjemmesiden​

Link til Q&A om abekopper

Yderligere oplysninger

Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressetelefon 22 84 48 34.

Senest opdateret 02-09-2022