Sød Balance

Fødevarestyrelsen igangsætter projekt, der skal hjælpe børnefamilier i 10 kommuner med sundere søde vaner

13-08-2024

Når elever og forældre i disse dage møder ind til et nyt skoleår, kan de i en række udvalgte kommuner se frem til at blive mødt af projektet ’Sød Balance - sammen om sunde vaner’, der skal inspirere familier med børn i 0.-3. klasse til at skrue ned for deres forbrug af bl.a. slik, sodavand og kager.

9 ud af 10 danske børn spiser og drikker flere snacks og søde sager, end der er plads til, hvis man skal følge De officielle Kostråd. Det kan gå ud over børnenes sundhed.

Danmark er det mest slikglade land i verden, og for at hjælpe de danske børnefamilier med at reflektere over hvad, der er et passende niveau af søde sager, sætter Fødevarestyrelsen i samarbejde med DTU Fødevareinstituttet og med støtte fra Nordea-fonden nu gang i et flerårigt projekt i en række kommuner rundt i landet. I alt er ti kommuner med i projektet 'Sød Balance - sammen om sunde vaner', der bl.a. gennem samtaler med sundhedsplejen og tandplejen vil give børn og forældre en række værktøjer til at skrue ned for snacks og søde sager, herunder også søde drikke.

- Vi ved, at det kan være svært at ændre vaner, og vi ønsker på ingen måde at løfte pegefingeren. I Sød Balance er der fokus på oplysning, inspiration og gode rammer, så familierne kan skabe balance i de søde vaner, forklarer sektionsleder hos Fødevarestyrelsen Charlotte Kølln.

De søde sager er ikke forbudte eller usunde i sig selv, men når de fylder så stor en del af danske børns kost, kan det gå ud over deres sundhed. Det optager pladsen i maverne for de mad- og drikkevarer, som børn skal bruge for at vokse og udvikle sig optimalt og kan bl.a. skade tandsundheden og øge risikoen for overvægt.

Erfaringer fra pilotprojekt

Sød Balance bygger videre på arbejdet med pilotprojektet 'Er du for sød?', som blev udviklet af DTU Fødevareinstituttet og afprøvet i et samarbejde med Hvidovre Kommune. Resultaterne af pilotprojektet viste, at børnene efter projektet havde skåret 13 % ned på deres indtag af søde sager og søde drikke.

I dag spiser danske børn ca. fire gange flere snacks og søde sager, end Fødevarestyrelsen anbefaler. Snacks og søde sager tæller bl.a. slik, kage, is, chips, myslibarer, sodavand og saftevand.

Projektet 'Sød Balance - sammen om sunde vaner' bruger udvalgte materialer fra pilotprojektet, som er blevet videreudviklet og suppleret med erfaringer og ny viden. I det nye projekt vil fokus – som det ligger i navnet ”sammen om sunde vaner” – primært målrettes vores fælles søde vaner i bl.a. familien, skolen og fritidslivet. Her spiller de voksne omkring børnene en central rolle.

- Hvis man som forældre er i tvivl om, hvad der er en passende mængde af snacks og søde sager, kan man skele til vores nye anbefaling ’højst 5 håndfulde om ugen’. Håndfuldene er en smart måleenhed, da børns hænder jo som regel er mindre end voksnes, og det passer godt med hvor mange snacks og søde sager, de har plads til, forklarer sektionsleder Charlotte Kølln.

Sød Balance løber frem til 2027, hvor erfaringerne kan udbredes til familier uden for de 10 kommuner.

Nordea-fonden støtter projektet med 13,8 mio. kr.

Links

Læs mere om projektet

Læs mere om De officielle Kostråd: Spis mindre af det søde, salte og fede

Yderligere oplysninger

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834.

Deltagende kommuner

  • Albertslund
  • Frederikssund
  • Hvidovre
  • Jammerbugt
  • Køge
  • Norddjurs
  • Ringsted
  • Slagelse
  • Tårnby
  • Vordingborg

Fakta

I Danmark er vi verdensmestre i at købe slik, og vi ligger på andenpladsen i køb af saftevand. Vi køber i gennemsnit 12 kilo slik og chokolade pr. dansker om året. Derudover køber vi pr. person i gennemsnit, hvad der svarer til 37 liter saftevand om året ud over 87 liter sodavand.