Fugleinfluenza

22 høns på Lolland ramt af fugleinfluenza

17-02-2026

Hobbybesætning med 22 høns på Lolland smittet med fugleinfluenza. Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri afliver fuglene i dag.

En mindre hobbyhønsebesætning ved Bandholm på Lolland, er ramt af fugleinfluenza. Det viser prøver fra Statens Serum Institut.

’Høns bliver meget syge og dør typisk hurtigt af fugleinfluenza. Af hensyn til dyrevelfærden, og for at reducere smittetrykket, afliver vi fuglene senere i dag’, forklarer veterinærchef Bente Holst fra Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Fugleinfluenza smitter kun meget sjældent mennesker.

Styrelsen har nu oprettet en beskyttelseszone i en 3 km radius samt en overvågningszone i en 10 km radius omkring den smittede besætning. Alle fjerkræhold inden for 3-km-zonen skal indberette sig på landbrugsindberetning.dk. I begge zoner gælder nu skærpede krav til alle fjerkræejere, som blandt andet betyder, at de ikke må flytte fjerkræ, æg eller fjerkræprodukter ind eller ud af zonen uden særlig tilladelse fra Styrelsen. Restriktionerne skal være med til at begrænse smitterisikoen.

’Der er stadig er høj smitte blandt de vilde fugle. Vi opfordrer derfor fortsat alle fjerkræejere til at sikre og beskytte deres fugle bedst muligt, både med overdækning af foder og vand og ved skift af tøj og fodtøj før adgang til hønsegården’, siger Bente Holst.

Hvis du er fugleejer og ser høj dødelighed eller problemer med vejrtrækningen hos fuglene, kan det være et tegn på fugleinfluenza. Du har i så fald pligt til at kontakte en dyrlæge.

 

Sådan beskytter du fuglene: 

  • Som ejer af hobbyfjerkræ eller andre fugle har du ansvaret for at beskytte dine dyr, og undgå, at smitten spreder sig.
  • Smitten kan bæres med fra de vilde fugle, så undgå direkte og indirekte kontakt mellem dine fugle og vilde fugle
  • Overdæk dine dyr, sørg for at foder og drikkevand er beskyttet og utilgængeligt for vilde fugle, og undgå åbne vandkilder.

Yderligere information

Aktuel situation

Bekendtgørelse og zonekort

Regler i restriktionszonerne

 

Pressekontakt

Journalister kan ringe til Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris pressetelefon på 22 84 48 34 eller sende en mail til presse@fvst.dk.