Siden midten af marts har 40 patienter været registreret syge med den samme type salmonella. Det drejer sig om 24 mænd og 16 kvinder i alderen 0-83 år. De første undersøgelser viser, at patienterne ikke har været ude at rejse, ikke har spist på de samme restauranter og ikke har deltaget i nogle fælles arrangementer. Da patienterne bor i hele landet tyder det derfor på, at det er en fødevare, der har været solgt i supermarkeder landet over.
'Vi arbejder på at finde ud af, hvad der er skyld i udbruddet. Foreløbige undersøgelser peger på, at smittekilden kunne være hakket kød solgt i supermarkeder', udtaler epidemiolog Luise Müller, Statens Serum Institut.
'Selvom vi endnu ikke ved med sikkerhed, hvad der har gjort folk syge med salmonella, vil vi gerne have at forbrugerne er ekstra opmærksomme på den gode køkkenhygiejne. Det er vigtigt, at man gennemsteger hakket kød, holder det spiseklare adskilt fra det rå kød og lader være med at smage på det rå kød', forklarer Annette Perge fra Fødevarestyrelsen.
'Salmonella af typen Typhimurium er tidligere fundet i kød fra kvæg og svin samt i udenlandske fjerkræprodukter og har tidligere givet anledning til sygdomsudbrud' siger seniorforsker Marianne Sandberg fra DTU Fødevareinstituttet.
Infektion med salmonella giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, eventuelt kvalme, opkastninger, og feber. Infektionen ledsages ofte af ledsmerter, muskelsmerter og hovedpine. Rigeligt med væske er vigtig for at forebygge og behandle dehydrering som følge af diarré og opkastninger. Som oftest er symptomerne på salmonella milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer, bør man henvende sig til sin egen læge.