Musik-videoen har haft over 2,5 millioner visninger på sociale medier, og afspillet over 230.000 gange på Spotify. Læg dertil massiv omtale i dansk radio og tv og på tv i blandt andet Norge, Sverige, England, Tyskland - og Kina. Dermed er der blevet sat tyk streg under, at Fødevarestyrelsen så helt rigtigt, da de takkede ja til et samarbejde med de fire journaliststuderende, der havde skruet kostrådshittet sammen, som en del af en opgave om kampagnemarkedsføring på Danmarks Meide og Journalisthøjskole.
Kostråd ind med musikken
For der er en udfordring i at få budskabet om bæredygtighed og bælgfrugter afleveret til forbrugerne, og ikke mindst få dem til at ændre vaner i køkkenet.
"Men hittet fra gutterne bag Kølner Dom, som bandet kalder sig, hjælper os helt klart på vej. Sangen har skabt uvurderlig meget omtale, og masser af danskere har sunget med på den", siger Anne Buch Ulvedal, Fødevarestyrelsen, der har været med til at få produceret kostråds-sangen med både en professionel video og velmixet lyd.
"Det er jo ikke hver dag, at en offentlig myndighed, kan gå ud og råbe fuck til vores målgrupper. Men her har vi virkelig fået fuld valuta for de kampagnekroner, vi kastede i projektet. Fordi vi turde, og fordi vi fik opbakning fra direktionen, til at gå nye veje og 'all in' på samarbejdet med de fire hitsmede fra journalisthøjskolen", siger Charlotte Kølln, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.