Hvad er bluetongue, og hvilke symptomer skal du være opmærksom på hos dine dyr?

24-05-2024

Bluetongue er en sygdom, som rammer drøvtyggere såsom får, geder, kvæg og hjorte. Sygdommen skyldes et virus, som spredes af små blodsugende mitter.

Efter flere års fravær i den nordvestlige del af Europa, rører sygdommen nu på sig igen. I efteråret blev der konstateret udbrud af bluetongue serotype 3 i Nederlandene, Belgien, Tyskland og det sydlige England. 

Den nuværende situation med udbrud af bluetongue serotype 3 kan ligne det scenarie, der var tilbage i 2006, hvor bluetongue serotype 8 blev konstateret i Nederlandene, Belgien, Tyskland og efterfølgende i Frankrig og Luxembourg. Serotype 8 spredte sig i de følgende år til flere lande i Nordeuropa, herunder også Danmark, der blev ramt i oktober 2007 med et enkelt udbrud og efterfølgende 15 udbrud i 2008. Som følge af smitten vaccinerede man mod serotype 8.

Fødevarestyrelsen er i tæt løbende dialog med erhvervet om håndtering af et eventuelt kommende udbrud.

Bluetongue er en anmeldepligtig liste 1 og 4* sygdom, og som besætningsejer og landmand skal du derfor tilkalde en dyrlæge, hvis du har mistanke om, at dyr i din besætning er ramt af sygdommen. Dyrlægen anmelder en eventuel mistanke om bluetongue til Fødevarestyrelsen.

Følgende symptomer er set i varierende grad ved bluetongue udbruddene i Nederlandene:

Får

  • Feber
  • Sårdannelser i slimhinder, mund, tunge, næse og øjne
  • Øget savlen og næseflåd
  • Ødem i hovedet
  • Apati
  • Halthed og stivhed
  • Løsning af klove
  • Massiv høj dødelighed
  • Hvis fårene ikke dør eller bliver aflivet af dyrevelfærdsmæssige årsager, tager det flere måneder, før dyrene kommer sig

Kvæg

  • Feber
  • Tydeligt fald i mælkeydelse
  • Sårdannelser i slimhinder, mund, tunge, næse og øjne
  • Øget savlen og næseflåd
  • Sårdannelser på yver og/eller patter
  • Halthed og stivhed
  • Rød, hævet kronrand
  • Hævede ben
  • Det tager flere uger, før dyrene kommer sig
  • Klar højere dødelighed ses hos voksne kvæg (>2 år)

Ved mistanke om bluetongue skal dyrlægen udtage prøver for besætningsejerens regning og sende prøverne til analyse på Statens Serum Institut (SSI). Fødevarestyrelsen afholder kun udgifter til laboratorieanalyserne ved en klinisk mistanke, altså hvor der er kliniske symptomer på bluetongue.

Der ydes hverken erstatning for driftstab forbundet med sygdommen, eller hvis du er nødt til at aflive dine dyr pga. sygdommen. Heller ikke udgifter til en eventuel vaccination.

Forebyggende vaccination mod bluetongue er ikke tilladt i Danmark på nuværende tidspunkt, da Danmark har fri status for sygdommen. Forebyggende vaccination vil betyde, at landet mister sin fri status.

Der er flere medicinalvirksomheder, der arbejder på at få en vaccine mod bluetongue serotype 3 godkendt til markedsføring i EU. Det forventes at ske i løbet af sommeren 2024.

Vaccination mod sygdommen i Danmark vil først blive aktuel, når der er konstateret udbrud i Danmark, som led i bekæmpelse af sygdommen med henblik på igen at opnå status som fri for bluetongue.

Du kan løbende holde dig orienteret på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Læs mere om bluetongue

Læs mere vedrørende mistanke om husdyrsygdomme

 

*Bekendtgørelse nr. 1341 af 27/11/2023 om lister over smitsomme sygdomme til lov om hold af dyr og anmeldepligt af sygdommene