Ændrede krav ved flytning af grise til levebrug til andre EU-lande, som følge af udbrud af brucellose i grise

27-08-2025

Danmark har 22. august 2025 erklæret det første udbrud af brucellose i opdrættede grise for første gang i flere årtier.
Det medfører, at det dyresundhedsmæssige grundlag for certificering i forhold til brucellose, som generelt har været anvendt, når grise blev flyttet til andre EU-lande, nu ændres.
Ændringen gælder for alle danske virksomheder med grise, der er involveret, direkte eller indirekte, i flytning af grise til levebrug til andre EU-lande.

Grundlaget for flytning af grise til levebrug har hidtil været, at Danmark ikke havde haft udbrud af brucellose i opdrættede grise i de sidste 5 år. Det betød, at alle danske grisebesætninger, uden yderligere opfyldelse af brucellose-krav på besætningsniveau, kunne udføre grise til levebrug. Denne forudsætning er ikke længere til stede.

Fødevarestyrelsen har for nuværende iværksat en midlertidig ordning, som gør det muligt at sikre en korrekt udstedelse INTRA-certifikater for grise til levebrug i forhold til brucellose-flyttekravene.

Hvilke krav skal nu være opfyldt

Der må ikke have været rapporteret om infektion med brucellose i de sidste 42 dage før afsendelsen på den virksomhed, som flytter grise til levebrug i et andet EU-lande. Dette krav har hele tiden været gældende.

Derudover skal én af følgende nye betingelser være opfyldt på virksomheden ved flytning af grise til levebrug i et andet EU-land i mindst de sidste 12 måneder før afsendelsen, enten:  

1. Der har været anvendt biosikringsforanstaltninger og risikobegrænsende foranstaltninger, herunder opstaldningsforhold og fodringssystemer, som tilsammen forhindrer overførsel af infektion med brucellose fra vildtlevende dyr (fx hjortedyr, vildsvin, harer, kaniner og rovdyr), til grise, der holdes på virksomheden, og der er kun indført grise fra virksomheder, der anvender tilsvarende biosikringsforanstaltninger og risikobegrænsende foranstaltninger.

Fødevarestyrelsen vurderer foreløbigt, at operatører af virksomheder, der holder grise, og som overholder kravene til anvendelse af kontrollerede opstaldningsforhold, jf. trikinforordningens bilag IV, samt de almindelige krav til smittebeskyttelse i hygiejneforordningen og generelle krav til biosikringsforanstaltninger i dyresundhedsloven, vil have truffet de fornødne foranstaltninger, som kræves i forhold til brucellose ved denne mulighed.

Overholdes de nævnte krav i trikinforordningen, kan der allerede erklæres for på den nuværende baggrundserklæring for tamsvin. Fødevarestyrelsen opdaterer snarest muligt baggrundserklæring med yderligere erklæringsmuligheder.

Gå til siden om: baggrundserklæring for tamsvin

eller  

2. Der er foretaget overvågning vedrørende infektion med brucellose af grise, der holdes på virksomheden i mindst de sidste 12 måneder før afsendelsen, og i dette tidsrum

  • er kun grise fra virksomheder, der anvender foranstaltningerne foreskrevet i ovenfor i mulighed 1 eller i nærværende mulighed 2 blevet ført ind på virksomheden, og
  • hvis der er rapporteret om infektion med brucellose hos grise, der holdes på virksomheden, blev der truffet foranstaltninger.

Den nævnte overvågning i mulighed 2, i form af et overvågningsprogram forud for flytning, eksisterer ikke på nuværende tidspunkt.
Fødevarestyrelsen har igangsat arbejdet med at afklare, hvordan et fremtidigt overvågningsprogram kan tilrettelægges.

Hvad betyder det for virksomheder, der holder grise indendørs

Fødevarestyrelsen vurderer, at virksomheder, der holder grise indendørs, og som anvender biosikringsforanstaltninger og risikobegrænsende foranstaltninger, som beskrevet ovenfor, kan overfylde kravene i mulighed 1.

For at bevare status, som en virksomhed, der opfylder brucellose-flyttekravene, må virksomheden kun modtage dyr fra virksomheder, der ligeledes opfylder kravene.

Hvis der modtages dyr fra besætninger, som ikke opfylder kravene, kan virksomheden tidligst efter 12 måneder, og med opfyldelse af flyttekravene i øvrigt, flytte grise til andre EU-lande igen.

Hvad betyder det for virksomheder, der holder grise udendørs eller med adgang til det fri

Fødevarestyrelsen vurderer, at virksomheder, der holder grise udendørs eller med adgang til det fri, formentlig ikke kan opfylde mulighed 1.

Da der endnu ikke eksisterer et overvågningsprogram, som er forudsætningen for at anvende mulighed 2, kan sådanne virksomheder pt. ikke gøre brug af mulighed 2.

Fødevarestyrelsen har igangsat arbejdet med at afklare, hvordan et fremtidig overvågningsprogram kan tilrettelægges.

Hvad betyder det for nyetablerede virksomheder

Virksomheder med grise med mindre end 12 måneders dokumentation for opfyldelse af brucellose-flyttekravene, kan først flytte grise til levebrug til andre EU-lande, når der er gået 12 måneder.

En måde, hvorpå operatøren hurtigere kan leve op til kravene, er ved kun at modtage grise fra virksomheder, der allerede opfylder brucellose-flyttekravene. Se mere under afsnittet ’Hvilke krav skal nu være opfyldt’.

Link til Lovstof

Den relevante lovgivning om flytning og indførsel af levende dyr finder du her:

Gå til Dyresundhedsloven - lovstof

Gå til Flytning og indførsel af levende dyr - lovstof