Faglig nyhed til praktiserende dyrlæger

Beskyt fjerkræ og andre fugle mod Newcastle disease – revideret lovgivning om præventiv vaccination

26-06-2025

Præventiv vaccination af fjerkræ og andre fugle mod Newcastle disease (ND) er et vigtigt værktøj til at forhindre udbrud af denne alvorlige sygdom. D. 1. juli 2025 træder en revideret bekendtgørelse om vaccination af fjerkræ og andre fugle mod ND i kraft.

Den reviderede bekendtgørelse stiller ikke længere krav til anvendelse af specifikke vaccinetyper, indgivelsesmetoder og vaccinationstidspunkter. Fremover skal operatører sørge for, at fjerkræ eller fugle i fangenskab er dækket ind gennem deres levetid ved at tilrettelægge en vaccinationsplan i samarbejde med deres praktiserende dyrlæge, baseret på det gældende produktresume for godkendte, markedsførte vacciner. Præparater skal altid anvendes efter producentens anvisninger, og gældende produktresume skal overholdes. Dette giver frihed til operatørerne til at tilrettelægge en vaccinationsplan, der passer til deres produktion, eller planlagte aktiviteter.

Herunder er listet væsentlige ændringer til den tidligere bekendtgørelse om vaccination mod ND:

  1. Krav til at operatørerne følger et af de oplistede vaccinationsprogrammer i den nuværende bekendtgørelse ophører. Operatørerne vil efter den reviderede bekendtgørelse kunne tilrettelægge en vaccinationsplan for sit fjerkræ eller fugle i fangenskab i overensstemmelse med produktresume for godkendte, markedsførte vacciner mod ND og PMV-1 i duer.
  2. Den nuværende definition af erhvervsvirksomhed erstattes af en ny bestemmelse, der undtager virksomheder med under 100 fjerkræ fra vaccinationskravet, medmindre de deltager i samlinger.
  3. Definitionerne af de forskellige fuglegrupper bliver opdateret i overensstemmelse med definitionerne i Dyresundhedsloven, således at alle fuglegrupperne defineres som enten fjerkræ eller fugle i fangenskab.
  4. Regler om flytning og omsætning udgår fra bekendtgørelsen, da disse er reguleret i EU-reglerne på området.

Ved revideringen af bekendtgørelsen vil det fremadrettet være muligt for operatører at anvende nye vacciner samt vacciner, hvor gældende produktresumeer opdateres, uden forudgående ansøgning om dispensation hos Fødevarestyrelsen.

På nuværende tidspunkt er der markedsførte vacciner mod ND i Danmark primært indikeret til brug i høns (kyllinger, slagtekyllinger, æglæggere mv.). Ved vaccination af andet fjerkræ (eks kalkuner eller fjervildt), bør man derfor tage stilling til, om der er andre EMA godkendte vacciner, som kunne være hensigtsmæssige at anvende, og søge om udlevering og anvendelse i Danmark.

Relevant lovgivning, og hvor du finder andet aktuelt materiale:

Man kan læse mere om anvendelse af medicin, herunder vacciner, til dyr på Fødevarestyrelsen hjemmeside:

Anvendelse af lægemidler til dyr - for dyrlæger

På Fødevarestyrelsen hjemmeside, kan du også læse mere om vaccination mod ND, og om sygdommen generelt:

Newcastle disease

På siden Medicin til dyr kan man søge præparater frem, der er markedsført i Danmark:

https://www.vetinfo.dk/dashboard

På Lægemiddelstyrelsens side Medicinpriser.dk, kan man finde præparater der er markedsført i DK. Er produktet ikke at finde i på denne side, er det ens betydende med, at det endnu ikke er markedsført i Danmark:

https://www.medicinpriser.dk/

Link til European Medicines Agencys (EMA) side:

European Medicines Agency (EMA)