En ladcykel, en køletaske med hjemmebag og en god plads i rabatten. Mere skal der ikke til for at mætte sultne tilskuere og samtidig tjene lidt lommepenge, når sommerens festivaler, markeder og ikke mindst Tour de France løber af stablen.
Fødevarestyrelsen får i øjeblikket ekstraordinært mange opkald fra danskere, som vil vide, hvad man må og ikke må, når man planlægger at sælge mad langs etapen. De mange henvendelser glæder sektionsleder i Fødevarestyrelsen, Ulrich Pinstrup.
- Det vidner om, at danskerne er ansvarlige og gerne vil gøre det rigtige. Det er vi glade for, for på den måde kan vi undgå at folk bliver syge under festlighederne. I de fleste tilfælde er der ingen ben i at etablere en madbod, men de høje temperaturer, vi oplever i øjeblikket, gør det ekstra vigtigt at overholde reglerne for god hygiejne. Og her har man som sælger et ansvar for, at maden ikke gør folk syge, siger han.
Din madbod er en fødevarevirksomhed
De fleste af de madboder, som danskerne spørger til, befinder sig under bagatelgrænsen for, om den skal registreres som fødevarevirksomhed hos Fødevarestyrelsen. Sælger du mad fra boden færre end ca. 10 gange årligt af nogle dages varighed per gang, skal du nemlig ikke registreres.
Men uanset, om din bod er registreret eller ej, er den en fødevarevirksomhed. Og her gælder et sæt regler, som man skal have styr på, fortæller sektionsleder Ulrich Pinstrup.
- Selvom du selv laver maden, skal råvarerne kunne spores, hvis maden senere viser sig at være dårlig. Det kan du sikre dig ved at gemme kvitteringerne. Derudover skal du holde god hygiejne. Hvis du f.eks. sælger hjemmelavede pølsehorn, skal de opbevares på køl. Og så skal du selvfølgelig sørge for at have en vanddunk og sæbe med, så du kan vaske hænder jævnligt, siger Ulrich Pinstrup og tilføjer, at der ikke er begrænsninger for, hvilke slags fødevarer, du må sælge, så længe de behandles på en måde, så de ikke bliver farlige.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du tjekker din kommunes hjemmeside, inden du stiller en bod op, da der kan være særlige restriktioner i forbindelse med Tour de France.
Læs mere om regler for madboder
Regler for boder på festivaler, markeder mv.
Fire regler, du skal kende
Sporbarhed: Du skal kunne dokumentere, hvor du har de varer fra, som du bruger i maden. Gem kvitteringerne.
Hygiejne: Du skal sikre dig, at fødevarerne ikke er farlige, når de sælges.
Emballage: Du bør sikre dig, at den emballage, du bruger, er egnet til fødevarer.
Transport: Maden skal opbevares ved en passende temperatur under transport og opbevaring i boden.
Gode råd til hygiejne
- Hold det rå adskilt fra det færdige – eksempelvis råt kød og salat.
- Hav styr på temperaturen – brug køletasker på en varm dag.
- Gør rent og vask dine hænder tit – tag eventuelt dunke med vand og noget sæbe med. \n
Yderligere oplysninger: Fødevarestyrelsens pressetelefon 2284 4834.