Sæson for roskildesyge: Smitten skal bremses i køkkenerne

27-10-2022

En enkelt dråbe med norovirus kan lægge mange kunder ned med roskildesyge. Fødevarestyrelsen anbefaler, at køkkenpersonale bliver hjemme i mindst 48 timer efter, at symptomerne på roskildesyge er stoppet.

​​​Kokke, ernæringsassis​​tenter og køkkenpersonale bør blive hjemme fra arbejde, hvis de har symptomer på roskildesyge - eller lige har haft roskildesyge med opkast og eventuelt diarré. Man kan nemlig smitte både før, man føler sig syg og mindst\n48 timer efter, at symptomerne er stoppet. Det fastslår Fødevarestyrelsen, som de kommende måneder sætter fokus på, hvordan personalet i de professionelle køkkener på caféer, kantiner, i restauranter og delikatesseafdelinger mm. kan være med til at bremse roskildesyge.

Sidste år blev der regist​reret 14 sygdomsudbrud af norovirus, som kunne spores tilbage til køkkenpersonale. Senest blev omkring 100 ansatte på en fabrik i Jylland ramt af roskildesyge, da en køkkenmedarbejder med et sygt barn derhjemme havde håndteret pulled pork, som blev serveret i kantinen.​

Meget smitsom vir​us

’Norovirus er ekstremt smitsom​, og vi ser desværre af og til, hvordan en enkelt fejl i et professionelt køkke​n kan ramme et stort hold kunder’, forklarer Bente Holst, kontorchef i Fødevarestyrelsen.

Norovirus, som er kilden til roskildesyge, lister sig typisk ind i køkkenet via mikroskopiske rester af opkast ​​og afføring på hænder og tøj eller med virusforurenede bær, grøntsager og østers. Norovirus giver opkast og eventuelt diarré. Derfor er det afgørende, at køkkenpersonalet vasker hænder med varmt vand og sæbe, inden de begynder at lave eller servere mad for deres kunder. Men allervigtigst, bliver væk fra arbejde, hvis de har​​ eller lige har haft roskildesyge.

’Mange ​​tænker måske ikke over, at norovirus både smitter, før du bliver syg, men også i en periode efter, at du føler dig rask. Derfor bør køkkenpersonale ikke lave mad til andre før tidligst 48 timer efter, at symptomerne er stoppet. Vær ekstra opmærksom, hvis du har syge samboende. Det budskab er vigtigt for os at få ud til de madprofessionelle’, understreger Bente Holst.​​

Hovedbudskab: Bliv​ hjemme

Fødevarestyrelsen gennemfører fra slut oktober og ind i december en oplysningsindsats om at undgå at sprede smitte​​ med norovirus. Hovedbudskabet er: Laver du mad til andre? Bliv hjemme, hvis du har - eller lige har haft - Roskildesyge!

Indsatsen henvender sig til blandt andet madprofessionelle, undervisere i folkeskolen sam​t på erhvervs- og professionshøjskoler samt fødevarebrancher og -erhverv, og til forbrugerne.

​Budskabet formidles ud via annoncer i udvalgte fagblade og bliver lanceret på både sociale medier som tekst og film og i radiospots henover oktober, november og december 2022. Derudover kan man på Fødevarestyrelsens hjemmeside om norovirus finde nyt materiale til download.

Find plancher og andre materialer til personalrummet her

Læs mere om Norovirus

Yder​ligere oplysninger

Journalister kan ko​​ntakte Fødevarestyrelsens pressevagt på 22 84 48 34.​

Senest opdateret 23-11-2022