Fødevarestyrelsen rykker ud i kampen mod roskildesyge

21-06-2023

Når folk bliver smittet med roskildesyge via madvarer, skyldes det ofte dårlig hygiejne hos personalet i fødevare-virksomheder og detailbutikker. Stor kontrol- og vejledningsindsats om råd og regler skal hjælpe både ledere og medarbejdere.

Sidste år blev der registreret 14 sygdomsudbrud med mere end 600 patienter, hvor kilden var norovirus. Det fremgår af den årlige zoonoserapport, fra DTU Fødevareinstituttet, Statens Serum Institut og Fødevarestyrelsen. Norovirus er den smitsomme virus, som giver roskildesyge, der ofte medfører både opkast og diarré.

Og da langt fra alle, der bliver ramt af den ondartede virus, tager kontakt til lægen, er antallet af smittede i virkeligheden formentlig mange gange højere. Derfor besøger Fødevarestyrelsen henover sommeren 1.000 virksomheder, der arbejder med fødevarer, blandt andet kantiner, cateringvirksomheder, slagterbutikker, fiskehandlere og supermarkeder for at minde dem om, hvordan man undgår, at personalet smitter kunderne med den smitsomme virus.

Uhyre smitsom virus

’Det er ikke hver dag, vi sætter gang i en kampagne, hvor vi kommer ud på 1.000 besøg. Men vi har, trods målrettet vejledning de senere år, desværre set, at forekomsten af roskildesyge vedbliver at ligge på et højt niveau’, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Lene Mølsted Jensen.

Medvirkende til, at det er så svært at få antallet af tilfælde med roskildesyge ned, er dels at virus smitter utrolig let, dels at der både blandt ledere og medarbejdere er mange, der ikke ved, at man kan smitte, både før man er blevet syg med roskildesyge, og lige efter man er blevet rask. Netop derfor bør man ikke møde på arbejde før tidligst 48 timer efter, at man er blevet rask, hvis man arbejder med fødevarer.  

Tilbage i 2020 viste en interview-undersøgelse, at mere end hver femte virksomhed ikke havde procedurer, der kunne sikre, at medarbejdere blev hjemme i de anbefalede to døgn. Mere end hver tredje virksomhed holdt ikke instruktionsforløb for deres ansatte, og fire ud af ti blandt de mere end 1.000 virksomheder, der indgik i undersøgelsen, havde ikke arbejdsgange, der sikrede, at deres køkken blev nulstillet og dermed gjort hovedrent, hvis der var meldinger om roskildesyge blandt personalet.

Ledelsen af fødevarevirksomheden har ansvaret

’Det er helt afgørende, at lederne løbende minder deres ansatte om, at de skal blive hjemme, indtil de ikke længere smitter med roskildesyge. Derudover skal virksomheden blandt andet være indrettet med håndvaske med varmt vand og sæbe, som medarbejderne er instrueret i at bruge – ikke bare når de møder ind, men hyppigt i løbet af en arbejdsdag. Det er nogen af de forhold, vi kommer til at se på de kommende måneder’, siger Lene Mølsted Jensen.

Læs mere

Råd til virksomhederne: Undgå at smitte kunderne med Norovirus

Råd til forbrugerne: Sådan undgår du roskildesyge

Yderligere oplysninger: Fødevarestyrelsens pressetelefon. 2284 4834.

Yderligere oplysninger

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834.