Sundhed

Krav til mad med Nøglehullet revideres

25-06-2024

Fødevarestyrelsen rækker ud til virksomheder, detailhandel, branche- og interesseorganisationer for at få input til den kommende justering af det fællesnordiske ernæringsmærke.

Det grønne Nøglehul har i 15 år prydet danske fødevarer med mere fuldkorn og mindre salt, fedt og sukker end andre sammenlignelige varer. Gennem årene er kriterierne for Nøglehullet løbende blevet justeret i takt med ny viden og øgede ambitioner for sundere fødevarer. Sidste sommer blev de Nordiske Næringsstofsanbefalinger opdateret. På den baggrund har de nordiske lande bag Nøglehulsmærket – Sverige, Norge, Island og Danmark – besluttet, at tiden er inde til at tilpasse kriterierne.

Arbejdet med justeringerne starter med, at Fødevarestyrelsen nu spørger danske fødevareproducenter, detailhandelen, interesseorganisationer og andre interessenter i fødevarebranchen om deres input til de kommende justeringer. 

Målet er at sikre, at nøglehulsmærkningen fortsat følger de nordiske ernæringsanbefalinger. Revisionen omfatter ikke hele Nøglehulslovgivningen, men vil fokusere på udvalgte områder. Inden de nye regler træder i kraft, bliver de reviderede kriterier sendt i høring, hvor forslagene til ændringer præsenteres. Nøglehullets opdaterede regler kan tidligst træde i kraft den 1. januar 2026

Har du eller din virksomhed ønsker til ændringer, kan I frem til den 2. september udfylde spørgeskemaet på Livsmedelsverkets hjemmeside (Spørgeskemaet er på engelsk)

Nøglehullet - en nem vej til bedre spisevaner

Nøglehullet ejes af den svenske Fødevarestyrelse (Livsmedelsverket) og findes på fødevarer i Danmark, Sverige, Norge og Island. De nordiske lande samarbejder om kriterierne for Nøglehulsmærket.

Nøglehullet findes på både færdigpakkede og ikke-færdigpakkede fødevarer. Mærkningen findes bl.a. på friske og frosne grøntsager, på olie og på varer i køledisken, på brødhylden, blandt kornpakkerne og på frisk fisk. Også færdigretter og sandwich kan få Nøglehulsmærket.

95 procent af Danmarks befolkning genkender mærket. 

Læs mere om Nøglehullet

Sådan kan du bruge nøglehulsmærket

Læs om De Nordiske Næringsstofsanbefalinger

Yderligere oplysninger

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834.