Hundefoder og biogas er nogle af de steder, hvor rester fra slagterier og fiskevirksomheder kan være nyttige. For at hverken dyr eller mennesker risikerer at blive syge af de såkaldte animalske biprodukter, kontrollerer Fødevarestyrelsen frem til årsskriftet, at virksomhederne har styr på deres procedurer og papirer.
- Fiskeskrog og griseører eller andre animalske biprodukter, som ikke ender på middagsbordet, kan heldigvis ofte udnyttes andre steder. Men det er meget vigtigt, at de bliver håndteret, som de skal, så vi ikke risikerer at sprede farlige sygdomme til hverken mennesker eller dyr, forklarer sektionsleder hos Fødevarestyrelsen Ulrich Pinstrup.
Frem til udgangen af året tager Fødevarestyrelsens tilsynsførende på stikprøvekontroller hos bl.a. kødopskæringsvirksomheder, fiskevirksomheder og slagterier rundt i landet for at sikre, at der er orden i egenkontrol, håndtering, bortskaffelse mv.
Animalske biprodukter inddeles i kategorierne 1, 2 og 3 efter risiko. ’Kategori 1’, f.eks. dyr mistænkt for at have smitsomme sygdomme, udgør den største risiko for folke- og dyresundheden, mens ’kategori 3’ udgør den laveste risiko, og kan ofte bruges til produkter som dyrefoder.
Læs mere
Læs mere om animalske biprodukter
Håndtering af animalske biprodukter i fødevarevirksomheder
Se regler for animalske biprodukter til foder