Nye materialer skal gøre det nemmere for landets kantiner at omlægge til flere planterige måltider

08-04-2024

Hver dag serverer madprofessionelle i landets kantiner tusindvis af måltider. Derfor spiller de en vigtig rolle i forhold til at introducere velsmagende og mere planterig mad for danskerne. Men det er ikke altid ligetil at omlægge til planterige måltider. Det ønsker Fødevarestyrelsen at gøre noget ved med et nyt initiativ.

Nye gratis materialer til madprofessionelle i kantiner

I 2022 lancerede Fødevarestyrelsen 'Kostråd til Måltider', der har til formål at hjælpe madprofessionelle med at lave mad efter De officielle Kostråd. Selvom Kostråd til Måltider er et godt og konkret værktøj, der hjælper med at sikre sunde måltider, der også tager hensyn til klimaet, så kan det stadig være et stort skridt at komme i gang med omstillingen.

Derfor lancerer Fødevarestyrelsen nu et nyt initiativ ”Kom godt i gang med Kostråd til Måltider”, som kan blive køkkenernes første skridt mod at efterleve Kostråd til Måltider.

Simple tips og konkrete redskaber

De nye materialer indeholder simple tips til, hvor og hvordan du kan starte din grønne rejse med udvalgte grønne principper. Du får også gode tips til, hvordan du kan navngive dine planterige retter, så de bliver mere spændende og appetitvækkende for dine gæster.

I materialet kan du også finde videoklips, der giver dig og dine kollegaer en kort introduktion til, hvordan I kan komme nemt i gang. Dem kan du fx vise til jeres næste morgenmøde. Desuden kan du købe eller downloade plakater og bordryttere, som du kan bruge til at skabe opmærksomhed overfor jeres gæster om planterig mad i din kantine.

Hent materialerne her

Nysgerrig på mere?

Fødevarestyrelsen holder løbende webinarer, hvor du vil blive klædt godt på til, hvordan du og dine kollegaer kan tage hul på omlægningen til flere planterige måltider.

Se hvornår det næste webinar finder sted

Læs mere

Kostråd til Måltider i skoler og kantiner

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk

Tilmeld dig Alt om Kost-nyhedsbrevet

Få vores nyhedsbrev direkte i din mailboks.

Så kan du holde dig opdateret om sund mad og måltider, kostråd, kostråd til professionelle køkkener, nye forskningsresultater, gratis materialer og meget andet.