Den Nationale Grøntuge er i gang!

20-08-2024

De gode grøntsager findes i alle former, farver og smage. Vi hylder dem alle sammen i denne uge, som er Den Nationale Grøntuge 🥒🥕🥦🍅

Den Nationale Grøntuge er skudt i gang, og i Fødevarestyrelsen er vi med i samarbejdet om den nye, nationale kampagne for alle vores skønne grøntsager.

Den Nationale Grøntuge har til formål at øge danskernes opmærksomhed på grøntsager og inspirere til at spise flere af dem. Det vil vi i Fødevarestyrelsen naturligvis gerne være med til at bakke op om, da vi i De officielle Kostråd anbefaler, at danskerne spiser 600 gram frugt og grønt om dagen – hvoraf mindst halvdelen bør være grøntsager”, fortæller Simon Rask, sektionsleder i Bæredygtig mad og sundhed, Fødevarestyrelsen.

”Vi håber på, at et spotlight på grøntsager som dette kan være ét af flere elementer, som kan bidrage til, at der i sidste ende lander endnu flere grøntsager på tallerkenerne. De er nemlig helt essentielle i en sund kost, som samtidig tager hensyn til klimaet”, fortsætter Simon. 

Den Nationale Grøntuge er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer, og sammen vil organisationerne bag Den Nationale Grøntuge sætte fokus på grøntsagerne og inspirere danskerne til flere grøntsager på tallerkenen.

 3 gode råd når du vælger grøntsager

I Fødevarestyrelsen har vi tre gode råd til dig, når det kommer til grøntsager:

  • Spis mindst 300 gram grøntsager om dagen (mindst halvdelen af de anbefalede 600 gram frugt og grønt).
  • Vælg gerne de grove grøntsager: Fx ærter, kål og rodfrugter.
  • Vælg gerne grøntsager i forskellige farver: Fx gulerødder, tomat, broccoli, grønkål, peberfrugt og spinat.

Det er godt at spise forskellige slags grøntsager, fordi de indeholder forskellige vitaminer, mineraler og kostfibre.

Grøntsager er gode for din sundhed. De mindsker risikoen for fx hjerte-kar-sygdomme og visse typer af kræft.

Så det er altså en god idé at komme i grønt humør med grøntsager på tallerkenen hver dag.

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk

Tilmeld dig Alt om Kost-nyhedsbrevet

Få vores nyhedsbrev direkte i din mailboks.

Så kan du holde dig opdateret om sund mad og måltider, kostråd, kostråd til professionelle køkkener, nye forskningsresultater, gratis materialer og meget andet.