Den Nationale Grøntuge skydes i gang i næste uge, og Fødevarestyrelsen bakker igen i år op. Kampagnen er en anledning til at minde om, hvor vigtig en rolle grøntsager spiller – både for sundheden og for klimaet.
”I De officielle Kostråd anbefaler vi, at man spiser 600 gram frugt og grønt om dagen – hvoraf mindst halvdelen bør være grøntsager. Derfor bakker vi op om kampagnen – og jeg håber, at den kan inspirere danskerne til at få endnu flere grøntsager på tallerkenen” fortæller Simon Rask, sektionsleder i Bæredygtig mad og sundhed, Fødevarestyrelsen.
Den Nationale Grøntugen skal inspirere til at opdage det store udvalg af grøntsager – med forskellige smage, farver og teksturer. Foruden den gode madoplevelse handler det også om at gøre grøntsager til en naturlig del af hverdagen og fylde mere grønt i både indkøbskurven, på tallerkenen og i maven.
Bag Den Nationale Grøntuge står ’Rådet for sund mad’ og en række organisationer, der i fællesskab vil hylde grøntsagerne og inspirere danskerne til at spise flere af dem – hver dag.
3 gode råd når du vælger grøntsager
I Fødevarestyrelsen har vi tre gode råd til dig, når det kommer til grøntsager:
- Spis mindst 300 gram grøntsager om dagen (mindst halvdelen af de anbefalede 600 gram frugt og grønt).
- Vælg gerne grøntsager i forskellige farver: Fx gulerødder, tomat, broccoli, grønkål, peberfrugt og spinat.
- Vælg grove grøntsager: Fx ærter, kål og rodfrugter.
Grøntsager er gode for din sundhed – de kan bl.a. være med til at mindske risikoen for hjerte-kar-sygdomme og visse former for kræft. Samtidig er de fyldt med vitaminer, mineraler og kostfibre, som din krop har brug for. Jo flere slags og farver du spiser, jo mere får du med.
Så kom i grønt humør – og gør plads til grøntsager på tallerkenen hver dag.
Læs mere
Læs om De officielle Kostråd - herunder kostrådet om 600 gram frugt og grønt om dagen
Se eksempler på, hvor meget de anbefalede 600 gram frugt og grønt om dagen fylder
Se eksempler på frugt og grønt i sæson
Se hvem der står bag Den nationale Grøntuge