Tips fra andre familier

Her finder I fem hurtige tips og nogle blandede tricks til, hvordan I kan skrue lidt ned for snacks og søde sager.

Idéerne er samlet fra andre familier og sundhedsprofessionelle – måske kan I bruge nogle af dem?

Det, man kan se, spiser man. Og er det fx frugt og grønt, man ser, og det er nemt at gå til, så er det ofte dét, der bliver spist.

Prøv fx at

  • købe ind til lækre alternativer til snacks og søde sager, så de ligger klar i skabe, skuffer og på køl
  • forberede frugt og grønt i udskårne stykker, så det er nemt at tage, hvis den lille sult melder sig – fx kan skrællede gulerødder holde sig i en beholder med rent vand i køleskabet i fire dage
  • anrette fad med frugt og grønt, så det er nemt og sjovt at gå til - prøv fx at lave en regnbue i frugt
  • droppe slikskabet, så de søde sager ikke frister
  • udforske hvilke sunde snacks, dit barn gerne vil have med som ”luksus-ting” i madpakken. Lav en liste over favoritterne hjemme hos jer – bær, peberfrugt, melon, nødder, fuldkorns-grissini, edamamebønner, agurk eller noget helt andet.

Når vi spiser mange snacks og søde sager, kan det skyldes, at det er en vane, men det kan også spille en rolle, at poser, flasker og portioner i fx supermarkeder, biografer, fastfoodrestauranter og slikbutikker er blevet større. Hvis I gerne vil skrue ned for det søde, hvor vil I så helst gøre det? 

Prøv fx at

  • udvælge de snacks og søde sager, I bedst kan lide, og de tidspunkter, hvor I sætter størst pris på at spise og drikke dem på
  • servere alt fra is og chips til kager, sodavand og slik i små skåle eller smalle glas - så ser det ud af mere
  • købe sodavand i små flasker og servér i mindre glas
  • portionsanrette de søde sager
  • servere den halve mængde søde sager og fyld op med frugt og grønt

Uden mad og drikke duer helten ikke. Vi er så heldige i Danmark, at vi kan drikke vand direkte fra hanen, som vi kan slukke tørsten i til måltiderne og i løbet af dagen.

Udover at vand er rigtigt godt at slukke tørsten i, er der samtidig mange penge at spare ved at drikke vand til måltiderne i stedet for sodavand og saftevand. Hvis I synes, at vand bliver for kedeligt i længden, kan I friske det op med disse tips:

Prøv fx at

  • friske vandet op med bær eller krydderurter for at give det smag
  • lave isterninger med udskåret frugt eller lave rørepinde af frisk frugt
  • drikke vandet af sjove, anderledes eller farvede glas og sætte festlige sugerør eller andet pynt i

Når man er på tur, er det nemt at blive fristet til at købe snacks og søde sager. Både fordi sulten nogle gange melder sig lidt hurtigt blandt børn og voksne, men også fordi det dufter og frister, når man går forbi spisesteder, kiosker eller madboder.

Prøv fx at

  • tage lidt med hjemmefra, fx er vand i en drikkedunk, lidt udskåret frugt og grønt, nødder eller et stykke brød nogle gange nok til, at man ikke lader sig friste. Det er ofte billigere og helt sikkert dejligt at slippe for at stå i kø.

I Danmark er vi utrolig gode til at hygge. Faktisk er vi verdensberømte for selve ordet ”hygge”. Snacks og søde sager er ofte en del af hyggen, men der er også mange andre muligheder. Hvordan hygger I jer bedst, fx når I laver noget sammen?

Prøv at tale med jeres børn om, hvornår de hygger sig mest – og hvordan I kan hygge jer sammen.

Idéer til udendørs hygge

Tag på legepladsen, gå eller cykle en tur, rul på rulleskøjter eller løbehjul, spil bold, tegn med kridt på vejen – eller saml sten på stranden, i skoven eller i haven og mal dem.

Ideer til indendørs hygge

Spil brætspil sammen, læs/hør bøger og podcasts, byg hule i stuen, leg stopdans, syng sange, tegn, mal, lav perleplader, leg ‘Jorden er giftig’, lav trylledej, lav mad sammen eller skær frugt og grønt sjovt ud.

Her finder I flere blandede tips og tricks fra andre familier og sundhedsprofessionelle, som de har haft glæde af for at få balance i de søde vaner:

  • Skriv en indkøbsseddel, inden I handler. Det kan gøre det nemmere kun at købe det, I havde planlagt, og ikke købe ekstra snacks og søde sager, der frister i butikken.

  • Prøv at undgå at købe ind, når I er sultne – så frister snacks og søde sager ofte mindre

  • Prøv at lægge Uno, Yatzy, spillekort eller brætspil i det skab eller den skuffe, der før var jeres sliklager. Så bliver I også mindet om, at det måske kunne være sjovt med et spil

  • Her hos os elsker vi at bage knækbrød og spise som hyggeguf

  • Lav en liste over, hvordan I hver især hygger jer mest og aftal, hvornår I, i den kommende uge, skal lave nogle af tingene

  • Hyg jer med en tur på biblioteket eller på e-reolen.dk og find en god bog, som I kan læse eller høre sammen. På mange biblioteker kan man også låne brætspil

  • Vi køber altid sodavand i de mindste størrelser, dvs. 0,25 eller 0,33 l. På den måde er det meget nemmere at styre, at der ikke bliver drukket for meget

  • Vælg den skål I normalt serverer slik i, men læg kun halvt så meget slik i som sædvanligt. Fyld op med fx nødder og frugt.

  • Go nuts! Brug nødder som snack, gerne flere slags, fx hasselnødder, jordnødder og mandler.

  • Prøv at skære frugt ud om eftermiddagen. For mange børn (og voksne) er det sjovere at spise fx æblebåde end et helt æble

  • Sæt bær eller vindruer et par timer i fryseren og spis dem som ’bolcher’ i stedet for slik

Læs mere