Som registreret fodervirksomhed med aktiviteter i led efter primærproduktion skal din egenkontrol efterleve specifikke krav. Egenkontrolprogrammet er på den måde et af virksomhedens værktøjer til at kontrollere sig selv og sikre overholdelse af lovgivningen.
Egenkontrolprogrammet skal baseres på HACCP-principperne. HACCP står for Hazard Analysis and Critical Control Points og består af syv principper.
Læs mere om HACCP-principperne her
Dit HACCP-baserede egenkontrolprogram hjælper dig med at holde styr på de processer, som har direkte betydning for fodersikkerheden i din virksomhed. Som en del af dit egenkontrolprogram skal du derfor kunne identificere de farer, som kan opstå i din virksomhed. Du skal altså kunne identificere, hvor i hvert procestrin der er risiko for, at en fare opstår, som kan få betydning for fodersikkerheden.
Gode arbejdsgange er fundamentet for egenkontrol
Gode arbejdsgange er procedurer, der sikrer, at der er styr på de grundlæggende forudsætninger for at drive en fodervirksomhed. Du skal med andre ord sikre, at der er etableret gode arbejdsgange i virksomheden, som understøtter virksomhedens aktiviteter og fodersikkerheden.
Gode arbejdsgange er eksempelvis procedurer for rengøring og vedligeholdelse af udstyr, lokaler, bygninger, køretøjer m.m.
De fysiske rammer og interne transportveje skal også være velegnede til virksomhedens aktiviteter og produkter.
Gode arbejdsgange i din virksomhed er fundamentet og danner grundlaget for at lave en risikoanalyse til dit HACCP-baserede egenkontrolprogram. De gode arbejdsgange skal være fastlagt og implementeret, og dine medarbejdere skal kunne redegøre for de procedurer/arbejdsgange, som er relevante for deres opgaver.
Egenkontrolprogrammet skal være skriftligt og tilgængeligt
Dit HACCP-baserede egenkontrolprogram skal være skriftligt og ligge tilgængeligt i din virksomhed, så Fødevarestyrelsens tilsynsførende kan se og få det gennemgået ved kontrolbesøg.
Egenkontrolprogrammet skal bestå af tre elementer
- Skriftlig risikoanalyse
- Procedurer for egenkontrol
- Registrering og dokumentation for udført egenkontrol
1. Skriftlig risikoanalyse
Som en del af dit HACCP-baserede egenkontrolprogram skal du udarbejde en skriftlig risikoanalyse.
Den skriftlige risikoanalyse skal være dækkende for de foderaktiviteter, som du har i din virksomhed. I risikoanalysen skal du derfor gennemgå hvert procestrin og vurdere de farer, der kan opstå, som har betydning for fodersikkerheden.
Din risikoanalyse skal indeholde disse tre elementer:
- Virksomhedens foderaktiviteter, herunder gennemgang af hvert enkelt procestrin
- Farer forbundet med aktiviteterne, herunder mikrobiologiske-, kemiske- og fysiske farer
- Styringsmuligheder, herunder kontrolforanstaltninger. Det vil sige, hvad kan du indføre af kontrol for at forebygge, minimere eller undgå, at det går galt i forhold til fodersikkerheden.
I risikoanalysen skal du vurdere, hvor risikable dine aktiviteter er for fodersikkerheden. Du skal derfor identificere relevante farer og vurdere hver risici (herunder alvorligheden og sandsynligheden) for dine produkter og aktiviteter og udpege eventuelle kritiske kontrolpunkter, der kan være forbundet med aktiviteterne.
Det vil sige, når der er ét procestrin (et sted eller led i produktionskæden), hvor du skal foretage effektiv styring og kontrol for at forhindre eller fjerne en fare for fodersikkerheden eller reducere faren til et acceptabelt niveau, vil dette procestrin som udgangspunkt være et kritisk kontrolpunkt. Et kritisk kontrolpunkt kaldes også ofte for et CCP, som står for Critical Control Point.
Der kan være fodervirksomheder, der alene har gode arbejdsgange som styrende foranstaltninger. I disse tilfælde er det kun risikoanalysen, der skal være skriftlig, og som udgør det HACCP-baseret egenkontrolprogram.
Skema til risikoanalyse
Fødevarestyrelsen har udarbejdet en skabelon til en risikoanalyse, som du kan bruge. Du skal være opmærksom på, at risikoanalysen altid skal være tilpasset til netop de foderaktiviteter, som du har i din virksomhed. Det er dit ansvar, at risikoanalysen passer til dine foderaktiviteter og at risikoanalysen holdes ajour.