Sojabaseret modermælkserstatning
Modermælk er den bedste ernæring til spædbørn. Næsten alle kvinder er i stand til at amme, men der kan være forskellige grunde til, at nogle ikke ønsker det eller ikke kan. Amning anbefales indtil 2 år, hvis forældrene vælger at ernære barnet vegansk.
Hvis barnet ikke får modermælk, skal barnet have modermælkserstatning. Modermælkserstatning indeholder alle de næringsstoffer, som barnet har behov for, og produkterne er sammensat sådan, at de er ernæringsmæssigt optimale for barnet og ligner modermælk mest muligt.
Forældre, der ikke ønsker at give deres barn en modermælkserstatning baseret på protein af animalsk oprindelse, kan vælge at bruge en modermælkserstatning baseret på sojaprotein (sojaproteinisolater). Dette produkt er det eneste tilstrækkelige alternativ, der er til modermælkserstatninger baseret på mælkeprotein. Du kan ikke bruge plantedrik som fx sojadrik, risdrik, havredrik eller mandeldrik (også kendt som fx ”havremælk, sojamælk, mandelmælk eller rismælk”) som alternativ til modermælkserstatning.
Sojabaseret modermælkserstatning kan også være et alternativ til mælk for små børn over 1 år.
Til toppen
Når barnet ikke drikker mælk eller spiser mejeriprodukter
Mejeriprodukter er ikke kun vigtige for kostens indhold af calcium (kalk) men også for en række andre næringsstoffer. Nogle plantedrikke kan være tilsat calcium og andre vitaminer og mineraler, og det vil stå på produktet, hvis det er tilfældet. Du kan også vælge at give barnet et kosttilskud, hvis du er i tvivl, om barnet får dækket sit behov for næringsstoffer.
Særligt om plantedrikke
Selvom de i daglig tale ofte kaldes ”mandelmælk”, ”sojamælk”, ”rismælk”, ”havremælk” mv., har produkterne ikke noget med mælk at gøre. Deres sammensætning er meget forskellig fra mælk. Nogle af produkterne kan være tilsat calcium og andre vitaminer og mineraler, og det vil stå på produktet, hvis det er tilfældet.
Der gælder særlige råd om at begrænse, hvor meget børn får af visse plantedrikke så som sojadrik og risdrik. Det skyldes bl.a., at soja indeholder isoflavoner, som er stoffer med svage østrogenlignende virkninger, og at risdrik indeholder små mængder af det giftige grundstof arsen.
Børn spiser og drikker mere end voksne i forhold til deres kropsvægt, og derfor er indtaget af risdrik mest kritisk hos børn. Voksne bør dog også begrænse, hvor meget de får af risdrik, da det generelt er ønskeligt at begrænse, hvor meget man får af uorganisk arsen. Andre typer af plantedrikke, fx havredrik, mandeldrik og ærtedrik, har et langt lavere indhold af arsen end risdrik.
Læs mere om ris- soja- og havreprodukter til småbørn
Læs Fødevarestyrelsens samlede råd om mad til spæd- og småbørn
Til toppen