Støtte fra GUDP gives med udgangspunkt i EU’s gruppefritagelsesordninger ABER og GBER. Hver af de to gruppefritagelsesforordninger giver mulighed for at støtte bestemte typer af aktiviteter og sætter retningslinjer for støtteprocenten.
Indenfor EU’s regler og GUDP’s lovgrundlag har GUDP’s bestyrelse med strategien for 2023 til 2027 besluttet, at GUDP støtter følgende aktiviteter:
- Forskningsprojekter, der skaber grundlag for gennemførelse af udviklings- og demonstrationsprojekter
- Udviklings- og demonstrationsprojekter
- Netværk
Projekter, der støttes af GUDP indeholder oftest flere forskellige aktivitetstyper, der således kan modtage forskellige støtteprocenter.
Forskningsprojekter
GUDP støtter projekter, hvori der indgår forskning, men GUDP støtter ikke rene forskningsprojekter. GUDP støtter heller ikke grundforskning, men det, der i henhold til EU’s regler, kaldes ’anvendelsesorienteret forskning’ eller ’industriel forskning’, og som typisk er tættere på markedet og starter på et højere TRL-niveau end grundforskning. Anvendelsesorienteret- eller industriel forskning vedrører planlagt forskning og kritiske undersøgelser med det formål at erhverve ny viden og nye færdigheder, der kan anvendes til udvikling af nye produkter, processer eller teknologier.
Forsknings- og vidensformidlingsinstitutioner
Hvis den projektdeltager, der udfører forskningsaktiviteterne, kan skrive under på, at denne lever op til kravene om at være en forsknings- og vidensformidlingsinstitution, kan der i nogle tilfælde gives forhøjet støttesats. Dette gælder ikke, hvis ansøger har en økonomisk fordel af sin deltagelse i projektet. Se aktuelle støttesatser i indkaldelsesteksten, der findes her på Tilskudsguiden, når ansøgningsrunden er åben.
Vejledning om definitionen af en forsknings- og vidensformidlingsinstitution
Udviklings- og demonstrationsprojekter
Udviklings- og demonstrationsprojekter er projekter, hvor én eller flere deltagere gennemfører en række indbyrdes afhængige og understøttende aktiviteter. Projekterne har en varighed på op til fire år med mulighed for projektforlængelse. Aktiviteter falder indenfor følgende kategorier:
- Udviklingsaktiviteter herunder demonstrationsaktiviteter, vedrører udvikling af nye eller forbedrede produkter, processer eller teknologier på baggrund af eksisterende videnskabelig viden eller anden relevant viden og færdigheder. De nye produkter, processer eller teknologier skal kunne anvendes og kommercialiseres. Udviklingsaktiviteter kan omfatte fremstilling af prototyper, herunder eksempelvis demonstration af prototyper, fremstilling af piloter, afprøvning og validering af nye eller forbedrede produkter, processer eller tjenesteydelser i sammenhænge, der er repræsentative for de reelle driftsforhold med det primære formål teknisk at videreudvikle produkter, processer eller tjenesteydelser, som endnu ikke har fået en endelig form.
- Demonstrationsaktiviteter vedrørende landbrugsprodukter, vedrører formidling af viden om, hvordan bestemte forsknings- og/eller udviklingsaktiviteter kan bruges af en bred kreds af aktører. Demonstrationen indebærer en formidling af videnskabelig eller teknisk viden og lignende, der ikke virker konkurrenceforvridende og ikke har karakter af markedsføring af konkrete produkter eller ydelser. Det betyder, at:
- Alle interesserede skal have adgang til den demonstrerede viden og/eller praksis.
- Demonstrationen må ikke dreje sig om konkrete produkter eller ydelser, som skal købes for, at man kan udnytte den demonstrerede viden og/eller praksis.
Netværk
I netværk indgår forskellige partnere en samarbejdsaftale. Netværk skal bestå af aktører fra forskellige dele af værdikæden eller på tværs af etablerede værdikæder. GUDP opfordrer til, at aktører uden for fødevaresektoren deltager, hvis det giver merværdi for aktørerne fra fødevaresektoren.
Aktiviteterne i et netværk går ud på, at parterne i fællesskab kortlægger barrierer og innovations- og erhvervsmæssige perspektiver og potentialer inden for et afgrænset område. Egentlige forsknings- og udviklingsaktiviteter indgår ikke i netværksprojekter.
Formålet med et netværk er at skabe grundlag for et længerevarende, tæt og tillidsfuldt samarbejde, hvor der opnås synergi ved, at aktørerne i fællesskab etablerer ny viden. Resultater opnået i et netværk kan give inspiration til senere udviklings- og demonstrationsprojekter, men det egentlige fokus i netværk skal være bredere. Formålet kan således ikke være at afklare muligheder for efterfølgende konkrete projekter, hvilket i stedet for vil have karakter af at være en gennemførlighedsundersøgelse, der ikke støttes i 2025.
GUDP giver maksimalt støtte til netværk, der strækker sig over to år. Til netværk kan der kun opnås tilskud til hovedansøgeren, der driver netværket. Der kan desuden ydes tilskud til f.eks. etablering og til driftsudgifter i forbindelse med administration af netværket.