SSC-ekspert: Gør en forskel på den internationale scene

I Fødevarestyrelsen arbejder vi tæt sammen med myndigheder, råd og organisationer - både nordisk, europæisk og globalt. Vi tager ansvar og bidrager med vores faglige viden til et fælles mål om en grønnere og mere bæredygtig fødevareproduktion.

En central del af vores internationale indsats er det udviklingspolitiske sektorsamarbejde (SSC). Her samarbejder vi med myndigheder i vækst- og udviklingslande om at styrke rammerne for grøn omstilling og bæredygtig udvikling på fødevare- og landbrugsområdet – altid med afsæt i lokal efterspørgsel og danske styrkepositioner.

Som medarbejder i Fødevarestyrelsen kan du være med til at bidrage som faglig ekspert i internationale samarbejdsprojekter (SSC-projekter) på både veterinær- og fødevaresiden.

Ud over projektlederne der er tilknyttet vores Center for Internationalt Samarbejde (CIS) yder eksperterne faglig støtte til projekterne, på områder hvor vi i Danmark har spidskompetencer, der er efterspurgt i partnerlandet. Vidensdelingen mellem myndighederne sker gennem missioner i partnerlandene og gennem besøg til Danmark. Her er det i høj grad eksperterne, der omsætter målsætninger til konkret handling.

Ekspertroller med både erfaring og nytænkning

Nogle SSC-eksperter har deltaget i projekterne i flere år, samtidig træder nye eksperter ind i ekspertrollen. Uanset erfaring sikrer CIS’ projektledere i tæt samspil med de udsendte sektorrådgivere, at eksperterne er godt forberedt til opgaven.
Det gælder både praktiske forhold, fagligt indhold og den særlige kontekst i det enkelte partnerland. Den grundige forberedelse gør det lettere for eksperterne at navigere i en kompleks og ofte anderledes arbejdssituation.

Kompetencer, der gør en forskel

For at lykkes i SSC-ekspertrollen er der en række faglige og personlige kompetencer, som er særligt vigtige:

• Fagligt overblik: Evne til at forstå og formidle sit fagområde i en bredere sammenhæng.
• Kulturel forståelse: Indsigt i partnerlandets vilkår og evnen til at oversætte dansk viden til en ny kontekst.
• Løsningsorienteret tilgang: Kreativitet og fleksibilitet i tilgangen til opgaver.
• Faciliteringsevner: At kunne vejlede og støtte samarbejdspartnere fremfor blot at instruere.
• Gode engelskkundskaber: Effektiv og præcis kommunikation på tværs af sprog- og kulturforskelle.
• Personlige egenskaber: Omstillingsparathed, professionel fremtoning, relationsskabende adfærd og stærke formidlingsevner.

En anderledes fagdisciplin – SSC i praksis

SSC-arbejdet adskiller sig væsentligt fra det daglige arbejde i styrelsen. Det kræver, at man som ekspert møder op med et åbent sind og evnen til at lytte og tilpasse sig. Vores fageksperter skal således kunne tænke kreativt og oversætte danske erfaringer til løsninger, der giver mening i en lokal kontekst.

Missionerne gennemføres typisk i teams, hvor projektlederen også deltager. Det skaber gode rammer for faglig sparring og samarbejde i praksis.

 

 

Hvad er SSC?

SSC står for Strategic Sector Cooperation (strategisk sektorsamarbejde).

SSC er et myndighed-til-myndighedssamarbejde inden for specifikke sektorer, hvor danske offentlige myndigheder besidder viden og ekspertise, som er efterspurgt internationalt.

Danmark har sektorsamarbejder inden for eksempelvis energi, byudvikling, fødevarer og vand.

Det primære mål for SSC-projekterne er at bidrage til at styrke kapaciteten hos de nationale partnermyndigheder.


Sådan fungerer SSC

SSC-projekter er kendetegnet ved:

  • Myndighed-til-myndighed-samarbejde: Danske eksperter arbejder direkte sammen med kolleger i partnerlandenes offentlige sektor.
  • Langsigtet samarbejde: Projekterne løber typisk over flere år og bygger på tillid, faglig sparring og fælles målsætninger.
  • Praktisk videndeling: Det handler ikke om at overføre danske løsninger 1:1, men om at dele erfaringer, der kan tilpasses lokale forhold.