Definition af tidligere fødevarer
Tidligere fødevarer defineres som animalske produkter eller fødevarer med indhold af animalske produkter, som ikke længere er bestemt til konsum af kommercielle grunde eller på grund af vanskeligheder under fremstilling, mangler ved emballagen eller andre fejl, der ikke indebærer en risiko for folke- eller dyresundheden.
Definition af køkken- og madaffald
Køkken-og madaffald defineres som alle affaldsfødevarer, herunder brugt madolie fra restauranter, cateringvirksomheder og køkkener, inkl. centralkøkkener og husholdningskøkkener.
Beskrivelse af brødprodukter
Brødprodukter beskrives som de produkter, man almindeligvis producerer i et bageri, f.eks. brød og kager, pølsehorn, minipizza og foccacia.
Beskrivelse af køkkenaktivitet
Køkkenaktiviteter beskrives som alle former for tilberedning i cateringvirksomheder, centralkøkkener og restauranter mm.; inkl. aktiviteter på f.eks. tankstationer eller andre afgrænsede områder, som normalt ikke bliver betragtet som køkkener.
Eksempler på køkkenaktiviteter:
- Tilberedning af sandwich
- Opvarmning/stegning af pølser, burgere mm.
- Opbevaring af frugt og grønt sammen med animalske fødevarer i køleskab/kølerum
- Snitning af frugt og grønt
- Kogning af grøntsager mm.
- Tilberedning af mad f.eks. bagning af leverpostej, andesteg mm.
Beskrivelse af køkkenaktivitet versus produktion
I forhold til at levere restprodukter til foder skelnes der mellem køkkenaktivitet med tilberedning (f.eks. stegning, kogning) henholdsvis produktion i et produktionslokale (f.eks. produktion af brød). Rester fra en køkkenaktivitet betegnes som køkken- og madaffald og må ikke gå til foder, og må heller ikke komme i kontakt med restprodukter til foder. Hvis der er køkkenaktiviteter i et produktionslokale, vil alle restprodukter fra produktionen og tidligere fødevarer f.eks. brødprodukter, der ikke bliver markedsført/solgt, blive til køkken- og madaffald. Adskillelse mellem køkkenaktivitet og produktion i et produktionslokale skal sikre, at brødprodukter fra produktionslokalet kan gå til foder og ikke ender som køkken/madaffald, som man ikke må fodre dyr med. F.eks. bliver restprodukter til køkken- og madaffald, hvis en virksomhed har åben forbindelse mellem et produktionslokale, hvor der bliver bagt brød, og et lokale, hvor der er køkkenaktiviteter såsom tilberedning og servering af fødevarer.